Russisk sport over en bred kam er i disse dage ramt af hårde dopinganklager. En uafhængig rapport har blotlagt statsstøttede dopingprogrammer, der trækker tråde helt op i det russiske sportsministerium og sikkerhedstjenesten FSB.
Alligevel mener Niels Nygaard, der er formand i Danmarks Idrætsforbund, DIF, ikke, at de nye afsløringer nødvendigvis kommer i vejen for afholdelsen af VM i fodbold i Rusland i 2018.
- På den korte bane er det ikke noget stort problem, men det kan det blive i løbet af et nogle måneder. Da VM i fodbold først er i 2018, så kan situationen nå at ændre sig, så Rusland inden har fået styr på sit antidopingarbejde, og så vil der ikke være noget i vejen for, at Fifa afholder VM i Rusland.
- Problemet kan være, hvis der går halve eller hele år før de får styr på det, og jo tættere vi kommer på, uden at der er kommet styr på det, jo stærkere kan presset blive for at sige, at så går det ikke at afholde VM i Rusland, siger han.
Bedst for alle
Han understreger, at man i DIF argumenterer for en total udelukkelse af russiske atleter OL i Rio på baggrund af de nye oplysninger, men i forhold til VM, så taler hensynet til det internationale idrætsfællesskab tungt.
- Det er bedst for både Rusland og idrætten på verdensplan, at vi ikke overlader nogen til at være ude i mørket. Så jeg har intet ønske om, at Rusland skal blacklistes permanent. Jeg håber, at de hurtigst muligt indser alvoren og kommer tilbage i idrætsfamilien, lyder det fra DIF-formanden.
Kan man forestille sig, at det vil komme dertil, at I vil bakke fuldstændig op om en boykot af Rusland?
- Det kan da komme dertil, at situationen er så betændt, at der også fra dansk side kommer til at være en reaktion. Vi har jo meldt klart ud, at russiske atleter ikke kan deltage ved OL i Rio, når situationen er, som den er.
- Tilsvarende hvis det er sådan, at situationen ikke er anderledes, når vi nærmer os VM, så vil vi også melde meget klart ud, at det ikke er holdbart at afholde VM i Rusland.
Belastet sportsminister
Den russiske sportsminister Vitaly Mutko er indtil videre kommet igennem dopingskandalen med sit job i behold, mens en række embedsmænd har mistet deres job efter at være blevet nævnt i den såkaldte McLaren-rapport.
Han er på mange måder blevet personificeringen af de russiske dopingproblemer, og han bestrider stadig en lang række topposter, selvom han direkte nævnes i rapporten i forbindelse med et tilfælde af fusk med en fodboldspillers dopingprøve.
Hans fortsatte tilstedeværelse som leder af det russiske VM-bud er derfor heller ikke holdbar, erkender Niels Nygaard.
- Jeg føler mig ikke overbevist om, at han også sidder der i 2018. Jeg tror, at når Rusland fra toppen (af det politiske hierarki, red.) beslutter at tage skeen i den anden hånd, så må man også sætte nogle andre i spidsen for arbejdet. Jeg kunne meget vel forestille mig, at der sker en ændring, siger han.
Det er i sidste ende Fifa, der bestemmer, hvor VM skal afholdes, men som medlem af IOC er det internationale fodboldforbund underlagt Wada’s retningslinjer for antidopingarbejde.