En sørgelig nyhed har ramt ungarsk fodbold inden nationens vigtigste landskamp i årevis.
Den tidligere landsholdsmålmand Marton Fulop er nemlig død af kræft efter et længere sygdomsforløb. Det skriver flere ungarske medier.
Marton Fulop skiftede som 21-årig fra BFC Siofok i hjemlandet til Tottenham i Premier League. Det blev til i alt otte sæsoner i engelsk fodbold og udover Tottenham repræsenterede Fulop bl.a. Sunderland, Leicester, Stoke og Manchester City.
Sørgebind
Fra 2005 til 2011 vogtede Fulop målet for Ungarns landshold 24 gange.
I 2012 skiftede Fulop tilværelsen i England ud med en karriere i Grækenland, men meddelte i 2013 at han stoppede i Asteras Tripoli som følge af en tumor i armen.
Marton Fulop blev kun 32 år.
De ungarske spillere vil bære sørgebind i aftenens EM-playoffkamp mod Norge på Ullevaal.
Opgøret mellem Norge og Ungarn spilles kl. 20.45.