SønderjyskE – Skanderborg (håndbold), TV2 Sport fra klokken 18.30
Et vaskeægte midteropgør er, hvad der venter i Aabenraa Idrætscenter, når SønderjyskE’s mænd torsdag får besøg af Skanderborgs ditto. Det er nummer ni mod nummer 11, og kun et enkelt point skiller de to hold, der hver især har brug for en sejr for at holde trit med toppen af ligaen.
FC Vestsjælland – Vendsyssel FF (fodbold), TV3 Sport 1 fra klokken 19.00
Nedrykkerne fra FC Vestjælland har haft en rædselsfuld sæson i 1. division. Efter 14 kampe er Slagelse-holdet allersidst i tabellen med bare otte point, og det ligger ikke i kortene, at sæsonens bare anden sejr skal komme torsdag aften. Gæsterne hedder nemlig Vendsyssel og ligger på andenpladsen. En stærk defensiv har gjort Ove Christensens nordjyske troppe til oprykningskandidater, og der venter en svær opgave for FCV.
KIF Kolding København – Aalborg (håndbold), TV2 Sport fra klokken 20.30
Det har heller ikke kørt på skinner for håndboldholdet KIF Kolding København, der efter en svingende sæsonstart ligger nummer fire i Boxer Herreligaen. Torsdag aften får holdet besøg af titelaspiranterne fra Aalborg Håndbold, så der venter et spændende opgør mellem de to mandskaber.
Norge – Ungarn (fodbold), 6’eren fra klokken 20.45
Nu er det alvor i EM-playoff’en. Vores norske venner skal som første hold i kamp om en af de fire sidste EM-billetter, når Ungarn kommer på besøg på Ullevål i Oslo. Norge sluttede sølle ét point efter Kroatien i kvalifikationsgruppe H, hvor Italien tog førstepladsen. Modstanderne fra Ungarn måtte også nøjes med en tredjeplads i sin gruppe, hvor Nordirland og Rumænien lidt overraskende tog de to direkte pladser. Danmark og Sverige spiller som bekendt først lørdag, så der er rig mulighed for at heppe lidt på vores venner mod nord i aften.
Ecuador – Uruguay (fodbold), Viaplay fra klokken 22.00
For de fodboldinteresserede, som ikke skal tidligt op fredag, venter der en sydamerikansk lækkerbisken, når Ecuador og Uruguay mødes i kvalifikationen til VM 2018. Hjemmeholdet er ramt af skader og må undvære to gange Valencia – med fornavne Antonio og Enner. Uruguay har også mandefald, da man må undvære holdets helt store stjerne. Det skyldes ganske enkelt, at Luis Suarez har fri fra landsholdet, da der venter et Clasico-opgør mod Real Madrid for Barcelona-angriberen.