Den danske fodboldlandsholdsspiller Nicoline Sørensen sad ude med en skade i 435 dage, men tallet fortæller kun den halve historie.
- Når jeg nu kigger tilbage på det, er jeg lykkelig for, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle igennem, fordi så ved jeg sgu ikke, om jeg var kommet igennem det, siger hun til DR Sporten.
Men igennem det kom hun, og lørdag var hun tilbage i kamp for sin klub, Everton, for første gang siden hun rev sit korsbånd over i efteråret 2021. Hun var udmærket klar over fra begyndelsen, at genoptræningen ville blive lang og føles endnu længere, men det blev også værre end forventet.
I ugerne efter operationen oplevede Nicoline Sørensen ikke den bedring, som hun burde, så hun måtte under kniven igen. Det viste sig, at Sørensen havde dannet for meget arvæv i knæet. Og hvad værre var: Der var begyndt at danne sig knogle inden i arvævet, hvor der ikke skulle være en knogle.
- Som min "fys" herovre i England har sagt, havde vi nok et vindue på et par uger, før det havde været meget, meget svært at få ud. Så langt hen ad vejen føler jeg mig bare ekstremt lykkelig for at have et normalt fungerende knæ, og at jeg kan spille fodbold igen, siger hun.
- For jeg kan jo godt se, når jeg kigger tilbage på de operationer, jeg var igennem, og at jeg næsten har været på krykker i, hvad der svarer til fem måneder, så var det ikke ligefrem givet, at jeg skulle løbe ind på banen i går.
De dybeste spor
I sin genoptræningsperiode tumlede Nicoline Sørensen med de udfordringer, som topatleter typisk støder på i lange skadespauser: Hun savnede at kunne gøre det, hun elsker. Hun savnede at være en del af et hold, der arbejdede hen mod et mål. Hun var meget alene.
Men det værste var ikke det, som skade gjorde ved hendes fodboldkarriere. Det var, hvad den gjorde for hendes dagligdag.
- I de første fem-seks måneder kunne jeg ikke engang have et normalt liv. Jeg kunne ikke gå ned og handle. Jeg kunne ikke lave min egen kop kaffe og gå hen og sætte mig i sofaen. Jeg kunne ikke vaske tøj. Jeg kunne ikke gøre rent. Jeg kunne ikke noget, fordi jeg måtte ikke støtte på mit ben, og jeg var på krykker, fortæller hun.
- Det er langt hen i vejen det, der har sat de dybeste spor i mig.
Heldigvis, siger Nicoline Sørensen, havde hun sin kæreste. Ellers ved hun "simpelthen ikke, hvad jeg havde gjort".
En bimlende og bamlende telefon
Jo større kampen er, desto større er sejren. Og Nicoline Sørensen kæmpede en hård kamp for at komme tilbage, så da hun endelig stod der lørdag eftermiddag, var hun "megastolt".
Efterfølgende har hun til overflod mærket, at det ikke kun var hende selv, for hvem det var et stort øjeblik. Siden da er beskederne væltet ind fra nær og fjern.
- Der er har godt nok være mange. Min telefon har bimlet og bamlet, smågriner Sørensen.
- Langt hen ad vejen har jeg tænkt, at det har været min og mine nærmestes kamp for at få mig tilbage. Men når man så lige pludselig ser i går og i dag, hvor mange der har skrevet, og hvor mange der følger med, og hvor mange der har heppet på mig; det er noget, jeg værdsætter enormt meget.
Nu gælder det for Nicoline Sørensen om at få så mange spilleminutter i benene som muligt. Lørdag fik hun de første 15 af slagsen, men der skal mange flere til, før hun er tilbage, hvor hun i sidste ende vil være: med landsholdet til en slutrunde.
Til sommer er der VM i Australien og New Zealand, og Sørensen lægger ikke skjul på, at hun meget gerne vil med, efter hun missede EM tidligere i år.
- Der er absolut ingen tvivl om, at det endelige mål er VM til sommer.
Mens Nicoline Sørensen drømmer om VM-deltagelse næste år, er herrernes VM godt i gang.
Vil du have alt det bedste fra slutrunden direkte i din indbakke, så klæder vores nyhedsbrev dig hver morgen på til VM-dagen. Tilmeld dig på dr.dk/vmnyhedsbrev