Danmarks U21-landshold i fodbold bliver matchet på allerhøjeste plan, inden det går løs ved EM-slutrunden i Polen næste sommer.
Tirsdag meddeler Dansk Boldspil-Union på sin hjemmeside, at Niels Frederiksens tropper skal møde Spanien og England i testkampe i marts.
Holdet møder Spanien på udebane 23. marts, og fire dage senere lægger Randers stadion til, når England kommer på besøg.
Frederiksen er begejstret for programmet.
- Det vil give både spillerne og mig en rigtig god idé om, hvad det er, vi kan forvente at møde til EM, og hvordan vi i det næste halve år forbereder os optimalt mod den svære opgave der venter til sommer, siger Niels Frederiksen.
Hans mandskab blev i november testet mod Italien, og i januar venter to kampe på en træningstur til Dubai.
Ud over de allerede fire planlagte testkampe arbejdes der fortsat på endnu en testkamp i juni inden afrejsen til Polen, skriver DBU.
Danmark sparker sit EM i gang mod Italien søndag den 18. juni kl. 20.45 i Krakow.
Derefter venter Tyskland og Tjekkiet i EM's gruppe C.
/ritzau/