Torsdag den 15. oktober 1992, Riyadh, Saudi Arabien: Der er næppe mange i et internetfrit Danmark, der opdager historiens allerførste kamp i Confederations Cup. Herhjemme holder vi efterårsferie og slikker sårene efter vores nykårede europamestres skuffende 0-0 mod Irland i Parken aftenen før. Men i ørkenen vinder Saudi Arabien med 3-0 over USA og er klar til finalen i King Fahd Cup.
Og dermed var der givet liv til fodbold-VMs lillebror. Reelt var åbningskampen semifinale i en turnering, hvor det kun er lykkedes at samle fire kontinentale mestre. Navnet var King Fahd Cup, og fodboldglade sheikher og et fint stadion i ørkensandet var årsagen til at turneringen overhovedet skulle spilles. Samtidig havde Saudi Arabien dengang et dobbelt asiatisk mesterhold og det var en fin anledning til at fylde stadion. Senere tabte Saudierne til Argentina i finalen, men kimen var lagt til en ny turnering.
Brasilien tog ejerskab
Saudi Arabien fik lov at være vært på endnu to turneringer, bl.a. i 1995, hvor Danmark vandt i en undervurderet triumf mod Argentina i finalen. Men det var først to år efter, at turneringen for alvor fandt sin form. I 1997 var man for første gang i stand til at samle hold fra alle verdensdele, og Fifa var trådt ind som arrangør.
1997-udgaven huskes især for Brasiliens debut i turneringen, hvor de endte med en finalesejr på 6-0 over Australien. Brasilien blev på mange måder katalysator for udviklingen af Confederations Cup. Finalen i 1997 bød på et hattrick af Romario og et af Ronaldo, og tilstedeværelsen af datidens allerstørste stjerner viste, at Confederations Cup blev taget alvorligt i Brasilien og at resten af verden gjorde klogt i et følge med.
Tysklands lille eventyrsommer
Fra 2001 fik det følgende års VM-værter tildelt Confederations Cup, som et slags generalprøve-VM, hvor man ud over det sportslige niveau også fik mulighed for at teste evnen til faktisk at afvikle den turnering, man havde vundet værtsskabet til. Japan blev det første land til at løfte fodboldstemningen i værtslandet med en finaleplads, men det var først i 2005, man så det fulde potentiale. Tysklands fodboldlandshold og Jürgen Klinsmann var i gang med opbygningen til VM 06, men den folkelige opbakning var vaklende efter det ydmygende exit i indledende runde ved EM året før.
I sommeren 2005 viste tyskerne dog, at man havde et landshold, der var til at stole på, og bronzemedaljen skulle vise sig at blive opvarmningen til det, der siden er blevet kaldt Tysklands eventyrsommer.
Brasiliansk hattrick
Brasilien vandt turneringen i 2005 og igen i Sydafrika i 2009, og så skulle hattricket fuldendes på hjemmebane året før det længe imødesete VM 2014. Den seneste udgave af Confederations Cup blev på mange måder et bevis for, at den turnering, der begyndte som sheikens legetøj, er blevet voksen og har fået stor betydning:
Søndag den 30. juni 2013, Rio de Janeiro, Brasilien: Anfører Thiago Silva løfter pokalen mod den brasilianske nattehimmel og 75.000 tilskuere på Maracana jubler sammen med deres elskede landshold. De har vundet Confederations Cup for tredje gang i træk. 3-0 sejren over hidtil almægtige Spanien tænder en eufori og et VM-håb hos Brasilien, der lever lige indtil Tyskland stikker syv knive i det brasilianske fodboldhjerte et år senere.
Du kan følge Confederations Cup 2017 her på DR Sporten. Vi sender samtlige kampe live og på web. Åbningskampen spilles lørdag kl. 17.00 og står mellem Rusland og New Zealand. Den kan ses på DR3.