FC København var tæt på at snuppe et enkelt point mod Leicester tirsdag aften, hvor det kun var en fantomredning af den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel, der holdt det danske hold fra en lille overraskelse.
Det lover dermed godt for returopgøret mod det engelske mesterhold i Parken i starten af november, men det lover også godt generelt for FC Københavns chancer for rent faktisk at gå videre i turneringen.
Nedenstående giver Andreas Kraul sit bud på de tre ting, vi lærte i kampen mellem FC København og Leicester.
Billetten til knald eller fald er mulig
FC København har muligheden for at gå efter en andenplads i gruppen, og det er helt klart, at Ståle har en plan omkring det her Champions League-gruppespil. Han har fra nu af en mulighed for at gå efter point i alle kampene.
I den første kamp gik de efter tre point i Porto, de slog Club Brugge og var tæt på at få et point her i Leicester. Så indtil videre ser Ståles plan ud til at være Champions League-holdbar.
Verdensstjerner var forskellen
Selvom FC København er rigtig godt med internationalt, så er der stadig et rigtig godt stykke vej op til international topklasse, når det gælder enkeltspillere. Man må bare sige, at Vardy, Mahrez, og Schmeichel viste jo den her aften, hvor højt et niveau de har og også højere end FC Københavns spillere. Det ville også være mærkeligt andet, når spillerne koster en kvart milliard.
FCK står stærkt
Kampen viser, at FC København er et svært hold at nedbryde selv mod de store hold. På trods af at de taber kampen, så taber de den kun med 1-0. De har den her europæiske attitude og stamina, der gør, at de kommer til sådan en kamp her mod det engelske mesterhold, hvor de starter godt og sikkert. De går slet ikke i panik på noget tidspunkt. Det er en god europæisk pondus og rutine at have.