FC København tabte sin første kamp i Champions League, da holdet gæstede de engelske mestre Leicester på udebane.
Leicester vandt 1-0 på et mål af Riyad Mahrez.
Københavnerne spillede ellers en god kamp, hvor de specielt i kampens første halve time sad på begivenhederne. Det blev dog ikke til nogle nævneværdige chancer, og så kunne Riyad Mahrez - lidt ud af ingenting - prikke Leicester i front små ti minutter før pause.
Mahrez fik lov at stå helt umarkeret i det lille felt, da et indlæg kom fra højrekanten, og så prikkede han bolden i nettet med ydersiden.
Efter pausen ledte FC København efter løsninger til at bryde igennem Leicesters defensiv, der stod solidt nede omkring eget felt.
Verdensklasseredning
Et minut før tid fik danskerne sin klart bedste mulighed, da Santander slog et fladt indlæg ind i boksen til Andreas Cornelius, der klappede til bolden første gang med venstrebenet. Men Kasper Schmeichel diskede op med en verdensklasseredning.
Kampen sluttede derfor uden københavnske scoringer og tre point til Leicester.
Englænderne har nu vundet tre ud af tre kampe i Champions League og fører gruppen foran FCK, der har fire point.
I gruppens anden kamp vandt FC Porto 2-1 på udebane over Club Brügge, og portugiserne ligger nu á point med FCK. Club Brügge ligger sidst i gruppen med nul point.