Med en 2-1-sejr ude over Borussia Dortmund sikrede Tottenham med en velspillende Christian Eriksen på holdet sig tirsdag førstepladsen i gruppe H i Champions League.
Englænderne tager førstepladsen foran Real Madrid, som også er videre til de afsluttende runder efter en storsejr på 6-0 ude mod cypriotiske Apoel.
Dermed står det også fast, at Borussia Dortmund ikke går videre i dette års Champions League.
Dortmund kom foran
Forud for opgøret var et af de helt store samtaleemner Dortmunds stjerneangriber Pierre-Emerick Aubameyang, som var blevet vraget til tyskernes seneste ligaopgør af disciplinære grunde.
Tirsdag var han dog blevet taget til nåde af Dortmund-træner Peter Bosz, som havde angrebsstjernen tilbage i startopstillingen.
Tottenham dominerede kampens indledning, men i løbet af halvlegen fandt Dortmund mere ro og overblik i spillet.
I det 31. minut udnyttede tyskerne Tottenham-spillernes høje forsvarslinje, hvilket førte til kampens første mål.
Med en hælaflevering fandt Andriy Yarmolenko en fri Aubameyang på kanten af feltet, og resolut afsluttede han fladt til venstre for målmand Hugo Lloris og understregede sin berettigelse i startopstillingen.
I den anden ende pressede Tottenham på, men kunne ikke finde vej til målet.
Christian Eriksen gjorde sig blandt andet bemærket, da han fik en stor chance midt i feltet, men danskerens afslutning sad lige på Dortmund-målmand Roman Bürki.
Dermed kunne Dortmund gå til pause med en 1-0-føring.
Tottenham-comeback
Kort efter anden halvlegs begyndelse lykkedes det dog Tottenham at score.
På kanten af felten sparkede målmaskinen Harry Kane fladt bolden mellem benene på en forsvarsspiller og fandt sikkert målet.
Derefter sad Tottenham på mere og mere af spillet, og i det 76. minut lykkedes det Heung-Min Son at udbygge føringen med en flot scoring til 2-1.
Kort efter blev Christian Eriksen skiftet ud og kunne med ro i sindet sætte sig på bænken og se sine holdkammerater køre sejren forholdsvist sikkert hjem.
I Gruppe G vandt Leipzig med Yussuf Poulsen på holdet med 4-1 ude over Monaco og kan dermed spille sig videre i sidste runde ved at slå Besiktas. Det kræver dog, at Porto, der tidligere på aftenen spillede 1-1 med netop Besiktas, sætter point til mod Monaco, der allerede er ude.
/ritzau/