Holdkammeraterne lovpriser troldmanden Eriksen: Han er verdensklasse

Christian Eriksen er Danmarks superstjerne, der helst holder sig ude af rampelyset.

Christian Eriksen i aktion for Danmark i Parken mod Rumænien. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

- Det er super enkelt. Han er fremragende, en klassespiller og vores helt store stjerne.

Sådan siger herrelandsholdets assistenttræner, Jon Dahl Tomasson, forud for Danmarks VM-playoffkampe mod Irland.

Christian Eriksen har været direkte involveret i over halvdelen af Danmarks mål i VM-kvalifikationen.

Otte mål og tre assists i 10 kampe står den danske troldmand noteret for, og 25-årige Eriksen må tildeles en kæmpe del af æren for, at Danmark trådte ud af mørket og ind i playoff-runden til VM i Rusland til sommer.

Den ydmyge verdensstjerne

Det er ikke kun på landsholdet, at Christian Eriksen har brilleret.

For sin engelske klub Tottenham har Eriksen imponeret både i Premier League og Champions League, hvor han senest scorede mod de dobbelte forsvarende Champions League-vindere Real Madrid.

Og de mange mål har kastet en langt større interesse for Eriksen af sig, hvor også klubber som Barcelona har været meldt interesserede i at købe ham. Selv mærker Eriksen ikke den store forskel i dagligdagen.

- Den eneste forskel fra tidligere er vel næsten, at jeg putter bolden i kassen. Det er den kynisme, der har manglet tidligere. Men jeg er forblevet den samme person og den samme spiller, jeg scorer bare flere mål.

- Jeg fornemmer ikke rigtig den øgede opmærksomhed. Jeg læser selvfølgelig lidt mere om mig og hører mere fra journalister, men ellers mærker jeg ikke den helt store forskel, siger Christian Eriksen, der i medierne på seneste har fået påduttet titlen "enmandshær", når han tørner ud for Danmark.

Men spørger man landsholdskammeraten William Kvist, er det ikke noget, der falder i speciel god jord hos Eriksen.

- Christian er et rigtig fint eksempel på en moderne dansk spiller i den forstand, at han er kampafgørende og i verdensklasse, men samtidig er han den, der løber mest for kollektivet.

- Han er ikke en primadonna, der bare står foran målet og venter på, den bliver serveret for ham, så han kan score mål og få likes og alle damerne og alle de der ting.

- Han er bevidst omkring, at han er en del af et fællesskab. Jeg tror derfor, han selv vil blive ked af at blive kaldt en enmandshær.

Et forbillede

Eriksens holdkammerater på landsholdet er heller ikke i tvivl om, at Christian Eriksen har udviklet sig til en af de bedste spillere i Premier League, som måske er den bedste liga i verden.

Der, hvor Christian Eriksen dog for alvor skiller sig ud, er, at han er en person, der helst vil undgå rampelyset i en verden, hvor alle kæmper om en plads under det.

- Han er den søde dreng fra Fyn med et fantastisk højreben. Han er et ikon, som mange forhåbentlig ser op til. Han er ydmyg omkring sig selv og de ting, han kan både på og uden for banen. Så man skal bare tage hatten af for ham, for det er imponerende, hvad han leverer i den bedste liga i verden, siger Andreas Bjelland.

Han bakkes op af William Kvist.

- Vi skal være stolte af at have en som Christian Eriksen, selvfølgelig skal vi det. Vi har skabt en så dygtigt spiller, der kan så meget teknisk, at selv Barcelona finder ham interessant.

- Og samtidig har vi en repræsentant, som ikke ser sig selv over alle de andre, men som arbejder hårdt for holdet og med sig selv for at blive bedre. Det er jeg stolt af, slutter William Kvist.

Christian Eriksen og Danmark skal forsøge at få et godt udgangspunkt inden returopgøret på udebane, når de lørdag får besøg af Irland i Parken. Kampen starter 20.45 og kan ses direkte på Kanal 5 eller høres i LIGA på P3.