Solbakken vil have Champions League-point på hjemmebane

Der er sportslige muligheder i FCK's Champions League-gruppe, siger manager Ståle Solbakken efter lodtrækning.

Ståle Solbakken, FC København' s træner holder pressemøde tirsdag d. 23 august 2016 i Nicosia på Cypern. (Foto: EPA/Scanpix 2016) (Foto: © Sakis Savvides/ EPA, Scanpix)

FC Københavns manager, Ståle Solbakken, er godt tilfreds med klubbens lodtrækning til gruppespillet i Champions League.

Her skal københavnerne blandt andet møde Kasper Schmeichels engelske klub, Leicester.

- Sportsligt set er det tæt på optimalt, når man ser hvilke modstandere, vi ellers kunne have fået, og det var præcis det, jeg havde håbet på, siger nordmanden til klubbens hjemmeside og tilføjer:

- Det er hold, som vi i hvert fald bør kunne tage point fra på hjemmebane, og så må vi se, hvordan det går i udekampene.

FCK skal møde Leicester, Porto og Club Brugge i gruppespillet.

Dermed undgik FCK storklubber som blandt andre Paris Saint-Germain, Barcelona, Bayern München, Real Madrid og Juventus.

Og dermed skal de forsvarende danske mestre også op imod tidligere FCK-spillere.

- Det bliver morsomt at stå over for Claudemir i Brugge og Daniel Amartey i Leicester igen, og Leicester har jo også Kasper Schmeichel, så det skal nok blive nogle attraktive og gode kampe for tilskuerne, siger Ståle Solbakken.

/ritzau/