Manchester City står med fordelen efter den første af to Champions League-ottendedelsfinaler mod AS Monaco. Hjemme i Manchester vandt City med 5-3 efter sæsonens måske mest livlige fodboldkamp med chancer og dramatik i begge ender gennem samtlige 90 minutter.
I aftenens anden ottendedelsfinale sikrede Atlético Madrid sig et fornemt udgangspunkt inden returopgøret, da de slog Bayer Leverkusen med 4-2 på udebane.
Hjemme i Manchester vandt City med 5-3 efter sæsonens måske mest livlige fodboldkamp med chancer og dramatik i begge ender gennem samtlige 90 minutter.
Med en straffesparksredning var målmand Caballero sammen med den dobbelte målscorer Sergio Agüero nøglerne bag, at City fik vendt flere Monaco-føringer i kampen.
Agüero sparkede løjerne i gang
Begge hold havde kæmpe chancer for at score i kampens indledning, men Kamil Glik og Sergio Agüero var synderne foran mål.
Derfor skulle der gå 26 minutter, før mållavinen blev sat i gang af hjemmeholdet.
Efter et godt gennemspillet angreb skulle Raheem Sterling blot sætte foden på Leroy Sanes aflevering for at sende bolden i mål.
Glæden varede dog kun i en håndfuld minutter, for så udlignede Radamel Falcao.
Manchester City smed bolden væk foran eget straffesparksfelt, og bolden havnede hos Fabinho, der fra højre side smed et perfekt indlæg ind bagest i feltet, hvor Falcao kom flyvende og scorede.
Få minutter senere nåede Agüero at få gult kort - ifølge dommeren for at forsøge at filme sig til et straffespark - selv om tv-billederne viste kontakt mellem Agüero og Monacos målmand.
Kampen fik i stedet et nyt twist i den anden ende, da englændernes forsvar blev fanget i ubalance.
Gæster i front inden pausen
En lang bold blev sendt i dybden mod stortalentet Kylian Mbappé, og han sprintede sig til en friløber, som koldblodigt blev udnyttet til at sikre en 2-1-pauseføring til Monaco.
Hjemmefansene buhede Josep Guardiola og hans spillere i omklædningsrummet ved pausen, og fem minutter inde i anden halvleg, fik de mere at buhe af.
Her begik Nicolás Otamendi et klodset straffespark, og Radamel Falcao fik muligheden for at knockoute City. Den misbrugte han med et svagt spark, som Willy Caballero dykkede ned og reddede.
Det synes i første omgang dyrt, for i stedet udlignede Sergio Agüero for Manchester City efter 58 minutter efter et kæmpe målmandsdrop af Danijel Subasic.
Droppet var hurtigt glemt, for tre minutter senere tog Radamel Falcao revanche for det brændte straffespark. Colombianeren snød John Stones med en fiks dribling, og efterfølgende lobbede han magisk bolden i mål.
To hurtige City-mål
Så skulle man tro, at Monaco ville sørge for at få ro på kampen, men franskmændenes defensiv var langt fra lige så skarp som offensiven.
Med 20 minutter tilbage glippede markeringen af Sergio Agüero efter et hjørnespark, og argentineren helflugtede sin anden scoring i kassen.
Efter endnu et hjørnespark stod John Stones fri, da han gjorde det til 4-3, og med otte minutter tilbage blev føringen udbygget.
Leroy Sane kom nemlig også på måltavlen, da han efter et mønsterangreb blot skulle trille bolden ind over stregen.
Monaco nåede at tilspille sig en kæmpe chance i slutminutterne, men igen stod Willy Caballero i vejen.
Atlético på kvartfinalekurs
Atlético Madrid ligner en af deltagerne i Champions Leagues kvartfinaler.
I den første af to ottendedelsfinaler kunne sidste sæsons finalister nemlig rejse hjem fra Leverkusen med en 4-2-sejr.
Det tyske hjemmehold spillede offensivt og aggressivt, men blev for nemt fanget i ubalance alt for mange gange i kampen.
Det blev klubben straffet for første gang efter 17 minutter, da Saúl Ñíguez snød en mand på midten og efterfølgende løb ned og drejede bolden i målhjørnet.
Efter 26 minutter fik hjemmeholdet endnu en lussing. På et veludført kontraangreb spillede Kévin Gameiro EM-topscorer Antoine Griezmann fri, og han udnyttede det store tilbud til at gøre det til 2-0.
Selv om Leverkusen fik testet Miguel Moya flere gange før pausen, synes kampen at være afgjort.
Aldrig kontakt
Karim Bellarabi fik dog givet lidt kunstigt åndedræt til Leverkusen med en scoring tæt under mål i begyndelsen af anden halvleg.
Modsvaret kom hurtigt i den anden ende, da Kévin Gameiro på et straffespark med succes valgte at sparke midt i målet.
Et uheldigt selvmål af Stefan Savic fik igen givet hjemmeholdets fans håb om mere, men igen blev drømmene knust af elendigt forsvarsspil.
I kampens slutminutter skrev rutinerede Fernando Torres sig nemlig også ind på listen over kampens målscorere. Markeringen glippede fuldstændig på Torres, som fra kanten af det lille felt let kunne heade et indlæg i mål.
Der er returkamp 15. marts.
Tirsdagens 1/8-finaler i tal:
Man. City-Monaco 5-3 (1-2)
1-0 Raheem Sterling (26. minut). 1-1 Radamel Falcao (32. minut). 1-2 Kylian Mbappe (40. minut). 2-2 Sergio Agüero (58. minut). 3-2 Sergio Agüero (58. minut). 3-3 Radamel Falcao (61. minut). 4-3 Sergio Agüero (71. minut). 5-3 John Stones (77. minut).
Tilskuere: 53.351
Leverkusen-Atl. Madrid 2-4 (0-2)
0-1 Saul Ñiguez (17. minut). 0-2 Antoine Griezmann (25. minut). 1-2 Karim Bellarabi (48. minut). 1-3 Kevin Gameiro (59. minut/str.). 2-3 Stefan Savic (68. minut/selvmål). 2-4 Fernando Torres (86. minut).
Tilskuere: 28.500