Historisk comeback skriver Barcelona ind i historiebøgerne

FC Barcelona leverede et comeback, der vil gå over i historien, mod Paris Saint-Germain.

Sergi Roberto scorede det afgørende mål. (Foto: © ANDREU DALMAU, Scanpix)

Med to minutter tilbage af kampen mod Paris Saint-Germain, manglede FC Barcelona tre mål for at gå videre i Champions League.

På mirakuløs vis lykkedes det den spanske storklub at få lavet de nødvendige mål, og så kunne Neymar, Messi, Suarez og de øvrige stjerner strække hænderne i vejret i jubel efter et comeback, der vil gå over i historiebøgerne.

DR Sporten har her samlet yderligere ti af de største comebacks i europæisk klubfodbold indenfor de seneste 60 år.

KB-Schalke 04 3-0, 2-5, 1-3 (Europacuppen for Mesterhold 1958)

Før der var opfundet regler om flest scorede udebanemål, leverede Schalke 04 et stort comeback mod de danske mestre fra KB. Efter at have tabt med 3-0 i Idrætsparken så det sort ud for tyskerne, der dog svarede eminent igen med at vinde 5-2 i Tyskland.

Det betød, at der skulle en tredje kamp til for at afgøre, hvem der skulle videre til hovedturneringen. Kampen blev spillet på neutral grund i Holland foran 28.000 tilskuere og endte med endnu en sejr til Schalke 04.

15.000 tilskuere så den første kamp mellem KB og Schalke 04. (Foto: © Aage Sørensen)

Derby County-Real Madrid 4-1, 1-5 (Europacuppen for Mesterhold 1976)

De jublede i Derby, da mægtige Real Madrid blev slået med 4-1 på hjemmebane, men 120.000 fans i Spanien var klar til at hjælpe Real Madrid med at få vendt skuden i returkampen.

Det lykkedes til fulde mod et Derby County-hold, der var ankommet til Spanien to dage forinden og blandt andet havde haft tid til sightseeing i den spanske hovedstad, før de løb ind i den store øretæve.

Queens Park Rangers-Partizan Beograd 6-2, 0-4 (UEFA Cup 1984)

Partizan Beograd var spillet helt ned under græstæppet i London, da de to hold mødtes i det første af to opgør i UEFA Cuppens anden runde. Seks gange scorede Queens Park Rangers, inden kampen var forbi.

Selvom englænderne var svingende på udebane, så havde de færreste QPR-fans nok troet på, at det ville gå så galt, som det gjorde i returkampen i Beograd. 55.000 tilskuere havde dog troen på noget andet, og foran en vild kulisse hjemme i Serbien lykkedes det Partizan at vinde 4-0 og spille sig videre.

Borussia Mönchengladbach-Real Madrid 5-1, 0-4 (UEFA Cup 1985)

Borussia Mönchengladbach havde snuppet en komfortabel sejr på Rheinstadion i Düsseldorf i det første af de to opgør i UEFA Cuppens tredje runde. Tyskerne gik derfor ind til opgøret på Bernabeu med en solid 5-1 føring i bagagen.

Men som Real Madrids angriber Juanito fik sagt inden returkamp, så kan ”90 minutter på Bernabeu føles som meget lang tid”. Og ganske rigtigt. To mål fra Santillana i kampens sidste kvarter sendte Real Madrid på 4-0, og så smuttede det spanske storhold videre på reglen om udebanemål.

Espanyol-Bayer Leverkusen 3-0, 0-3, 3-2 efter straffespark (UEFA Cup 1988)

Dengang UEFA Cup-finalen blev afgjort over to kampe havde Espanyol nok en god forhåbning om, at de havde sikret sig trofæet efter det første opgør, som de havde vundet 3-0. Men som bekendt er den vigtigste regel i fodbold, at du aldrig giver op, før der er blæst i fløjten for sidste gang.

Bayer Leverkusen kom først foran efter en time af returkampen, før Cha Bum-Kun fik sat det udlignende mål ind kort før tid.

I den efterfølgende straffesparkskonkurrence fuldendte Bayer Leverkusen det fantastiske comeback, og de er derfor fortsat det eneste tyske hold, der har en europæisk pokal til at stå i trofæskabet uden at have en tysk mesterskabspokal samme sted.

Cha Bum-Kun blev senere landstræner for Sydkorea. Her ses han ved VM i 1998. (Foto: © NF)

OB-Real Madrid 2-3, 2-0 (UEFA Cup 1995)

‘Miraklet I Madrid’ er stadig en af de største, danske klubpræstationer på den europæiske scene nogensinde. Og det er med god grund.

Nederlaget er nemlig stadig det eneste UEFA Cup-nederlag til Real Madrid, som den spanske klub har inkasseret efter at have vundet den første kamp på udebane. Morten Bisgaard lavede det afgørende mål for OB på Bernabeu, de sensationen blev en realitet.

Senere måtte OB se sig slået af Parma i kvartfinalen.

Michael Laudrup og Lars Høgh ses her sammen efter den første kamp i Odense. (Foto: © Claus Fisker)

Brøndby-Karlsruhe 1-3, 5-0 (UEFA Cup 1996)

Karlsruhe havde slået Brøndby med 3-1 i Parken i de to holds første møde, mens Peter Møller samtidig havde brændt et straffespark.

Smilet kom dog tilbage i returkampen 14 dage efter, for her havde Brøndby nemlig tildelt tyskerne det største hjemmebanenederlag i 20 år, efter de med spulende fodboldspil havde udspillet Karlsruhe og til sidst endte med at vinde kampen 5-0.

Brøndbys Kim Vilfort jubler efter målet til 3-0 kampen mod Karlsruhe. (Foto: © Bent K Rasmussen)

AC Milan-Deportivo La Coruña 4-1, 0-4 (Champions League 2004)

Endnu en kvartfinale i Champions League. Og endnu et mirakuløst comeback. Deportivo La Coruña havde tabt det første opgør i Milano med 4-1, men hjemme på Riazor foldede de spanske underdogs sig ud mod et AC Milan-hold, der havde Jon Dahl Tommason med fra start.

Milan var en skygge af sig selv mod Deportivo-holdet, der fire måneder forinden havde fået en lussing på 8-3 af AS Monaco. Derfor kunne det ikke gå anderledes, end at Deportivo La Coruña spillede sig videre til semfinalen, som de senere tabte til José Mourinhos FC Porto.

Real Madrid-AS Monaco 4-2, 1-3 (Champions League 2004)

Real Madrid havde inden sæsonen haft angriberen Fernando Morientes i overskud og havde derfor sendt ham til Monaco på en lejeaftale.

Det kom de senere til at fortryde bittert. Efter en 4-2 sejr hjemme på Bernabeu i det første kvartfinaleopgør, var selv de værste skeptikere overbevist om, at Real Madrid nok skulle spille sig i semifinalen, da Raul gjorde det til 1-0 i returopgøret.

En forrygende Ludovic Guily fik dog givet franskmændene håb inden pausen, da han vendte kampen på hovedet og bragte AS Monaco på 2-1. Til sidst blev Fernando Morientes helten, da han med målet til 3-1 sendte Real Madrid ud i Champions League-mørket.

Fernando Morientes er i dag blevet træner. Senest har han stået i spidsen for det spanske hold Fuenlabrada, der spiller deres hjemmekampe på Estadio Fernando Torres. (Foto: © DARREN STAPLES)

Liverpool-AC Milan 3-3, 3-2 efter straffespark (Champions League 2005)

Et større comeback i et enkeltopgør findes næppe i moderne fodbold. AC Milan kontrollerede Champions League-finalen mod Liverpool ved pausen, hvor de var foran 3-0.

Men på magisk vis lykkedes det Liverpool at vende opgøret og få udlignet i anden halvleg. I den efterfølgende straffesparkskonkurrence snuppede Liverpool den samlede sejr.

Steven Gerrad løfter Champions League-trofæet i 2005. (Foto: © Darren Walsh)