Luis Enrique hylder Camp Nou: Det var en skrækfilm

Med en uforglemmelig sejr spillede Barcelona sig videre i Champions League. Sergi Roberto blev helten.

Lionel Messi kunne sammen med FC Barcelona-tilhængerne fejre en historisk sejr. (Foto: © lluis Gene, Scanpix)

Barcelonas cheftræner, Luis Enrique, havde svært ved at tro sine egne øjne, da hans mandskab dybt inde i overtiden scorede til 6-1 og dermed spillede sig videre i Champions League onsdag aften.

Barcelona havde overraskende tabt den første kamp i Paris med hele 0-4, og der skulle et mindre mirakel til, for at catalanerne kunne slå Paris Saint-Germain ud af årets turnering.

- Det er en aften, der er svær at beskrive med ord. Det var en skrækfilm, ikke et drama, med et Camp Nou (red. Barcelonas hjemmebane), som jeg kun har set meget få gange som spiller eller træner, siger han til nyhedsbureauet AFP.

En oplevelse for livet

Luis Enrique meddelte kort efter det smertelige nederlag i Paris, at han stopper ved udgangen af denne sæson. Med den meriterende sejr får hans afsked i Barcelona en noget anden udgang, end der var lagt op til.

- Hvad der definerer denne aften, er den tiltro, som spillerne og fansene havde. Børn og voksne, der var til stede i aften, vil aldrig glemme denne kamp, siger han efter kampen.

- Jeg vil dedikere denne kamp til de Barcelona-fans, der fastholdt troen på os. Vi blev voldsomt kritiseret efter den første kamp.

Kampens matchvinder, Sergi Roberto, har også de store ord fremme, efter at han skabte miraklet med sin scoring fem minutter inde i overtiden.

- Hvad skal jeg sige. Det er det bedste, som er hændt mig i livet. Jeg satte bare tåen frem, men det var vidunderligt at få scoret det mål.

- Jeg kommer ikke til at sove i nat. Jeg glemmer aldrig det her, siger Sergi Roberto ifølge NTB til Viasat.

/ritzau/