I fodbold er det ikke ret ofte, man kan tale om ’en gratis kamp’. Og slet ikke, når snakken handler om FC København.
På den hjemlige scene er kravet hvert eneste år et mesterskab, og hvert eneste pointtab i ligaen er en lille potentiel krise, mens for eksempel kvalifikationskampene til de europæiske gruppespil efterhånden forekommer at være en lang nerveflæsende oplevelse for både spillere og ledere i klubben.
Men nu er de der så, de danske mestre.
For fjerde gang i klubbens historie med som gæst ved europæisk klubfodbolds fornemste fest – og dermed sikret seks indbringende kampe i Champions Leagues majestætiske set-up fordelt ud over hele efteråret.
Målsætningen i Europa er dermed faktisk nået, og selv om der selvfølgelig allerede er sat en ny, så kan københavnerne for en sjælden gangs skyld trække vejret frit og måske endda nyde rollen som underdog en lille smule.
Især i den første udekamp i det nordlige Portugal, hvor disse linjer skrives.
Her venter FC Porto fra andet seedningslag, og hvis man kigger historisk på FC Københavns tidligere optrædener i gruppespillet i Champions League, er det ikke her, man skal forvente point.
Bortset fra en sejr i Athen over Panathinaikos i efteråret 2010 er det udelukkende i Parken, FC København har hentet deres point i mesterligaens gruppespil, og træner Ståle Solbakken har virket meget afklaret med, at det nok også vil være oplægget i denne sæson.
Ja, nordmanden gjorde sågar netop den første modstander - FC Porto - til puljefavoritter på pressemødet i Porto tirsdag eftermiddag.
Dermed naturligvis ikke sagt, at udekampen på Estadio do Dragão bare skal smides ud som for gammel mad, uden der lige først er lugtet til produktet.
Tværtimod er det nok det nærmeste et gratis skud i CL-skydeteltet, som Solbakken og spillerne kommer i nærheden af. Taber de i omegnen af 2-0 efter en hæderlig fighterindsats, vil det bare være som forventet, mens et enkelt point vil være over forventning – ja, og en sejr selvfølgelig en usædvanlig fremragende start inden de resterende kampe i puljen, der også tæller Leicester og Club Brugge.
Kun en ordentlig øretæve og reel udspilning vil gøre mærkbart ondt, og forhåbentlig kan de lidt løsere forventningstøjler gøre noget godt for de danske muligheder.
FCK har muligheder
Selvfølgelig er FC Porto favoritter, men portugisernes tre seneste europæiske hjemmekamp mod Dynamo Kiev, Borussia Dortmund og AS Roma har faktisk resulteret i to nederlag og en uafgjort, så noget uindtageligt fort er ’Dragernes Stadion’ trods alt ikke.
Og Ståle Solbakken har med 20 tidligere CL-kampe markant mere rutine end sin trænerkollega Nuno Espírito Santo hos FC Porto, der debuterer på sidelinjen i turneringen.
Spændende bliver det i hvert fald. Også om Solbakken vælger en taktisk variant med slovakiske Jan Gregus som en ’falsk’ kantspiller, der trækker ind centralt og overbefolker den del af banen, hvor FC Porto virker bedst.
Indtil videre er københavnerne ubesejrede i samtlige turneringer i denne sæson. Gælder det stadig sent onsdag aften, vil det være en forrygende start på Mesterligaen for FCK og dansk fodbold.
FC Porto mod FC København bliver fløjtet i gang 20.45 dansk tid. Kampen kan følges på 3+ eller hører i LIGA på P3.