Kraul inden CL-playoff: Den hedder 51-49 i FCK’s favør

FC København kan tirsdag spille sig et godt stykke tættere på Champions Leagues gruppespil, når Qarabag FK venter i Aserbajdsjan.

Benjamin Verbic og de øvrige FC København-spillere under fejringen af sejren hjemme over Vardar i 3. kvalifikationsrunde. (Foto: © Anders KjæRbye, Scanpix)

Ståle Solbakkens forsvarende danske mestre har fået en alt andet end prangende start på Superligaen, hvor københavnerne efter fem spillerunder ligger på en skuffende ottendeplads.

I Champions League-kvalifikationen er det dog lykkes for FC København at spille sig frem til playoff-runden, hvor mestrene fra Aserbajdsjan – Qarabag FK – venter.

Og DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul forventer to meget lige opgør, dog med en mikroskopisk fordel til københavnerne.

- Set over to kampe er FC Københavns muligheder for avancement rigtig gode. Også selvom Ståle Solbakkens mandskab er dårlige i øjeblikket set i forhold til de seneste sæsoners FC København-standarder. Men det kræver en koncentreret indsats i aftenens opgør, hvis københavnerne skal i Champions Leagues gruppespil. Jeg vil vurdere, at FCK er marginale favoritter.

- Den hedder noget a la 51-49 i FC Københavns favør. Jeg tror, at selv Ståle Solbakken vil gå med til at sige, at mulighederne for samlet sejr er fifty-fifty. FC København er tæt på Champions League med et hold, som ikke rigtig er gearet til det. Det nuværende FC København-hold er vel nærmere et Europa League-mandskab, lyder vurderingen fra Andreas Kraul.

Stærke hjemme

Qarabag FK har de seneste tre sæsoner kvalificeret sig til gruppespillet i Europa League, og en væsentlig del af succesen må tilskrives en stærk hjemmebane.

- Det er nærmest grundessensen af, hvad der har ventet københavnerne i dette års Champions League-kvalifikation. Det er øst-østeuropæisk mandskab, der ligger så langt væk, at afstanden nærmest er en faktor i sig selv.

Dani Quintana og Qarabag mødte Tottenham i Europa League i 2015. (Foto: © Andrew Boyers, Scanpix)

- Og så er Qarabag et hold der er ekstremt gode på hjemmebane og ekstremt dårlige på fremmed græs. Det handler ganske enkelt for FC København om at komme fra Baku med et brugbart resultat. For et år siden slog Qarabag eksempelvis svenske IFK Göteborg 3-0 hjemme. De taber sjældent på hjemmebane - også selv om hold som PSV Eindhoven har været forbi.

- FC København skal sørge for at få lukket kampen ned og slippe hjem med uafgjort eller et smalt nederlag og så satse alt på kampen i Parken i næste uge, fortsætter DR Sportens fodboldkommentator.

Klassisk østeuropæisk mesterhold

FC Københavns modstandere minder meget om den seneste europæiske forhindring.

- Det er mandskab i den klassiske østeuropæiske stil i lighed med Vardar fra Makedonien, som københavnerne slog ud i tredje kvalifikationsrunde. Qarabag er nemlig som Vardar et hold med en masse penge i ryggen og som i øjeblikket har monopol på det nationale mesterskab.

- Qarabag-mandskabet er bygget op af en stærk kæde af nationale landsholdsspillere. Holdets defensive omdrejningspunkt er også anfører for Aserbajdsjans landshold. Dette bliver så krydret med offensivspillere hentet i typisk Sydamerika eller Afrika.

- Qarabag har blandt andet hentet angriberen Dino Ndlovu fra Sydafrika. Og han er altså rigtig god. Derudover har de spanieren Michel, der har spillet fire sæsoner i den bedste spanske række samt en enkelt sæson i Premier League, så det vidner om kvalitet, slutter Andreas Kraul sin analyse af FC københavns modstandere fra Aserbajdsjan.

Du kan følge opgøret mellem Qarabag FK og FC københavn fra kl. 18.00 på TV3+ og i Liga på P3.