Borussia Dortmund måtte onsdag sende klubbens spillere i kamp i Champions League under et døgn efter flere eksplosioner tirsdag.
På hjemmebanen tog Borussia Dortmund derfor imod AS Monaco i klubbernes første kvartfinalemøde i Champions League onsdag klokken 18.45.
Monaco vandt opgøret 3-2, efter at kampen blev aflyst og udsat tirsdag aften.
Det skete, da tre sprængladninger eksploderede tæt på Dortmunds spillerbus tirsdag kort efter afgangen fra hotellet mod Sigdal Iduna Park.
Efter nederlaget var Dortmund-træner Thomas Tuchel en skuffet mand, og han langede ud efter beslutningen om at spille kampen mindre end et døgn efter eksplosionerne.
- Vi blev ikke spurgt på noget tidspunkt. Vi fik besked via sms om, at beslutningen var truffet i Schweiz.
- Da de fortalte os, at vi skulle spille i morgen, følte vi os fuldstændigt ignorerede.
- Vi ville gerne have haft længere tid til at gøre status. Det her giver en følelse af at være impotent.
- Jeg opfordrede alle til at tage kampen seriøst, men fodbold er ikke det vigtigste i verden, siger Dortmund-træneren ifølge Reuters.
/ritzau/