Eksplosionerne tirsdag aften ved Dortmunds spillerbus har ikke haft den store effekt på byen borgere, der udover en forargelse over angrebet nu ser frem til at se noget god fodbold på græsset.
- Når man går rundt her i Dortmunds gader er der fodboldtrøjer over det hele fra begge hold. Stemningen er egentlig ret godt, synes jeg. Folk glæder sig til at se fodbold, siger DR Sportens Frederik Lindved fra Dortmund.
Og det er ikke utrygge borgere, der tager til fodboldkamp i aften i den tyske by.
- Dem jeg har snakket med, føler sig ret trygge. De føler sig sikre ved at tage på stadion i dag. Så generelt er der en stemning af, at folk de glæder sig til at se noget fodbold i aften. Der har været lidt politibiler rundt omkring, men ellers ser man ikke så meget af dem slags, forklarer Frederik Lindved.
Det var surrealistisk
Og de ord bliver bakket op af Johannes Vaeth, der er stor fan af Dortmund og klar til at tage til Signal Iduna Park onsdag aften.
- Først troede jeg ikke rigtig på det, men så begyndte flere at tale om det. Det var lidt surrealistisk, siger Johannes Vaeth.
- Det er trygt i dag. Alle gør, hvad de normalt gør, og jeg har det godt i dag. Jeg føler mig helt sikkert tryg ved at gå til kampen i aften, forklarer tyskeren.
Der er kampstart mellem Dortmund og AS Monaco klokken 18.45.