Tirsdagens kampe bød på flere opsigtsvækkende resultater og ikke mindst uventede nederlag til både Arsenal og Chelsea, og dermed bliver den engelske nedtur ved med at fortsætte.
På alle Champions League-kampdage peger jeg på tre ting, der især er værd at hæfte sig ved forud for aftenens kampe, og jeg vil primært fokusere på en kamp, hvor et engelsk hold igen kan skuffe. Samtidig er der tale om den kamp, der set med danske øjne tiltrækker sig størst interesse.
1. De røde djævle under pres
Manchester United fører netop nu Premier League, og det kan faktisk ikke udelukkes, at Wayne Rooney og Co. ender med at vinde det engelske mesterskab. For tre-fire uger siden ville jeg dog ikke havde troet, at det var realistisk.
Men først Chelsea og siden Manchester City har i mine øjne skuffet fælt. Det betyder til dels, at der er andre end de to hold, der kan blive engelsk mester i denne sæson. Og til dels at England lige nu ikke har et oplagt bud på en vinder af mesterligaen.
Men hvad med Manchester United?
Nej, jeg anser ikke "de røde djævle" for at være mere end en mulig kvartfinalist. Måske udvikler de positivt i løbet af de kommende måneder, men lige nu skal de først sikre sig en plads i 1/8-finalerne, og det kan blive svært.
Det blev jo til et 1-2-nederlag mod PSV Eindhoven i første runde, og blot et point hjemme mod Wolfsburg vil være ret skidt. Så det er et United-hold, som er under et gevaldigt pres inden aftenens kamp, og det bliver spændende at se, hvordan det bliver tacklet.
2. Bendtner på den store scene
Det ville være interessant at se Nicklas Bendtner i en hel kamp på Old Trafford. Men måske bliver det blot til en lille halv times tid efter pausen.
Jeg hører til dem, der mente, at Nicklas Bendtner skuffede i de to seneste landskampe, og dermed har han nu ikke scoret i fem kampe i træk for Danmark.
I Wolfsburgs første Champions League-kamp kom Nicklas Bendtner heller ikke på måltavlen, men havde som indskifter dog en god mulighed for det.
Jeg ved godt, den tidligere Arsenal-angriber scorede i Super Cuppen mod Bayern München, lige som han fik banket en enkelt kasse ind i Bundesligakampen mod FC Köln. Men det er altså for lidt samlet set, når man ser på denne sæson, der nu er ved at være to måneder gammel.
Men som Wolfsburg-angriber alene er det stadig lidt for tidligt for for alvor at bedømme ham. Dertil har han endnu fået for få minutter.
Manchester United-Wolfsburg vises direkte på TV3+ klokken 20.45.
3. Gianluigi Buffon nærmer sig Lev Yashin
Det var vel i 2006, at såvel Gianluigi Buffons niveau som karriere kulmineret. Her var han med til at vinde VM, og han blev senere på året nummer to i kampen om Ballon d'Or.
I løbet af de efterfølgende år syntes jeg ikke, at han lignede en, der nogle år ud i fremtiden fortsat ville være en af verdens bedste. Men sådan skulle det altså gå.
I dag er den italienske keeper 37 år, men han har været fantastisk i 2015. Han var således fremragende for Juventus på vej mod forårets Champions League-finale, hvor han viste verdensklasse, selv om FC Barcelona vandt 3-1.
Og så sent som for to uger siden leverede han igen verdensklasse, da Juventus overraskende slog Manchester City - tilmed i Manchester.
Skulle jeg sætte mit verdenshold 2015 allerede nu, ville jeg have Gianluigi Buffon på mål - foran Manuel Neuer. Og så nærmer han sig altså også den historiske top, hvor sovjetrussiske Lev Yashin troner som alle tiders bedste målmand.
Jeg har nemlig "den sorte panter", som han blev kaldt tilbage i 1960erne, hvor han var bedst, på førstepladsen foran Gordon Banks, verdensmester med England i 1966. Men lige efter kommer så Gianluigi Buffon, som meget snart kan være nummer to.
Og hvem ved? Måske kommer han også til at "true" Lev Yashin.
Juventus-Sevilla vises direkte på TV3 Sport2
Hvad ser du frem til i aften? Eller har du blot en kommentar? Så skriv herunder!