Carlos Tevez tager til Kina på lukrativ aftale

Ifølge argentinske medier kan angriberen se frem til at gange sin nuværende løn med 20 i Shanghai Shenhua.

Her er Carlos Tevez i kamp for Boca Juniors (Foto: © Alejandro Pagni, Scanpix)

Den argentinske fodboldspiller Carlos Tévez, der har en fortid i både Manchester United og Manchester City, har skrevet under på en toårig kontrakt med den kinesiske klub Shanghai Shenhua.

Det oplyser klubben torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Tilegnelsen af den 32-årige angriber, der kommer fra et ophold i Boca Juniors, vil "forstærke holdets angrebslinje", skriver klubben på de sociale medier.

Klubben oplyser ikke, hvor stor overgangssummen for Tevez er, men argentinske medier har tidligere oplyst, at Tevez kommer til at tjene 84 millioner dollar i løbet af kontraktperioden.

Endnu én i rækken

Det svarer til knap 600 millioner kroner og er ifølge argentinske medier en 20-dobling af Tevez' nuværende løn i Boca Juniors.

Tevez slutter sig til holdet, der lige nu befinder sig i Japan, efter at han har bestået det obligatoriske lægetjek.

Holdet er under ledelse af Uruguays tidligere landstræner Gustavo Poyet.

Skiftet gør Carlos Tévez til det seneste internationale topnavn - hvoraf mange kommer fra Sydamerika - der med lukrative kontrakter lokkes til kinesisk fodbold.

/ritzau/