Det er forsøg på at omgå det lidt komplicerede og drilsk navngivne ’TPO’, på dansk ’tredjeparts ejerskab’, der tirsdag kostede Sam Allardyce jobbet som engelsk landstræner.
Den engelske avis The Telegraph bragte tirsdag video-optagelser - optaget med skjult kamera - af Allardyce, der til avisens reportere, fortalte, hvordan man kan kunne omgå Fifas regler om ’tredjeparts ejerskab’.
Reporterne var under dække af at være forretningsmænd fra Østen, og de diskuterede en aftale med en værdi til 400.000 pund – svarende til ca. 3,6 millioner kroner – mod at Allardyce efterfølgende skulle flyve til Singapore og Hong Kong fire gange for at rådgive forretningsmænd i at omgå reglerne for tredjeparts ejerskab.
Men hvad er dette tredjeparts ejerskab egentlig?
Tredjeparts ejerskab dækker over et fænomen, der bryder med den normale praksis i en handel med en fodboldspiller. Under normale forhold er der blot to parter, der handler med hinanden, nemlig den købende og den sælgende klub.
I tredjeparts ejerskab er der, som navnet antyder, en tredje part involveret. Den tredje part kan for eksempel være et investeringsselskab.
I en transfer låner investeringsselskabet den købende klub penge til at købe en given spiller mod at få en hvis procentdel af et eventuelt videresalg af spilleren.
Uigennemskueligt
Og det kan siden have den effekt, at en spiller kan blive låst i en klub – hvis investeringsselskabet ikke er villig til at sælge under en vis pris. Eller omvendt – en spiller kan blive solgt ofte, så tredjeparten hurtigt kan få udbytte af sin investering.
- Tredjeparts ejerskaber gør det uigennemskueligt – for spillere, fans og klubberne selv – hvad det gælder om i en transfer. Lige pludselig gælder det om at tjene penge til nogen, der sidder uden for klubben.
- Måske nogen, der normalt opererer på det finansielle marked. Lige pludselig handler det ikke om at komme til et godt sted at spille for en spiller, siger Mads Øland, direktør i Spillerforeningen.
I England gjorde det engelske fodboldforbund, FA, det ulovligt med tredjeparts ejerskaber allerede i 2008, efter at Premier League-klubben West Ham to år tidligere havde gjort to opsigtsvækkende køb - med hjælp fra tredjeparts investorer - i form af argentinerne Javier Mascherano og Carlos Tevez.
Ligegyldig regel
I Fifa, det internationale fodboldforbund, blev praksissen først ulovlig sidste år. Men dog med en lempelse, der gør selve loven temmelig ubrugelig, vurderer Mads Øland:
- Fifa underminerer sit eget forbud med den administrative praksis, de indførte efterfølgende. Man må eksempelvis gerne lave en TPO-aftale, der omfatter mere end én spiller. Og så er det jo ret ligegyldigt.
Tredjeparts ejerskab er stadig et udbredt fænomen i specielt Sydamerika, og i mindre grad også stadig i Europa.
Hvorvidt der også findes tredjeparts ejerskaber i Danmark, er Mads Øland ikke vidende om, men han har dog en hvis formodning om det.
- Det er ikke noget, vi kender til i Spillerforeningen. Men jeg vil tro, det findes i de forskellige afskygninger, efter de regler som Fifa har lavet, som reelt tillader det. Så det vil jeg tro findes i Danmark, i Holland, i Belgien, i Sverige – hele vejen rundt, slutter Øland.