Trods bronzemedaljer: BSV vil i Champions League

Bjerringbro-Silkeborg vil forsøge at få et wildcard til Champions League, der kan ende op med tre danske deltagere.

Bjerringbro-Silkeborgs Nikolaj Markussen under kampen mod Paris Saint-Germaini Champions League (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

De har fået smag for Champions League-håndbold i Bjerringbro-Silkeborg.

For efter klubben i den forgangne sæson spillede flot i Europas største klubturnering, som sluttede med et samlet nederlag til ungarske Pick Szeged i 1/8-finalen, så vil BSV også spille med efter sommerferien.

Traditionelt har Danmark to pladser i Champions League, en til mesterholdet og et wildcard, der som regel bliver givet til de tabende finalister.

I den nu afsluttede sæson blev BSV nummer tre, men det afholder ikke klubben fra at forsøge at komme med i Champions League igen. BSV har derfor sammen med sølvmedaljevinderne fra Skjern søgt om at få et wildcard til turneringen.

- Det er selvfølgelig Aalborg (DM-vinder, red.) og Skjern, der har de to pladser som Danmark normalt har. Men vi har kigget på det, og i kraft af bronzemedaljen og andenpladsen i pokalturneringen, så vil det være naturligt, at det var os, hvis der skulle være et dansk hold mere (i Champions League, red.), siger BSV-direktør Jesper Schou til DR Sporten.

Fordel for dansk håndbold

Han understreger, at det vil være godt for Danmark med tre hold i Champions League.

- Jeg tænker, at hvis vi kan få en tradition med at der er tre danske hold med, så vil det være en fordel for dansk håndbold. Frankrig og Tyskland havde tre hold med sidste år. Skulle der være et andet land, der skulle have tre hold med, så kan jeg ikke se andet, end at det burde være Danmark.

Rent sportsligt kan Danmark Ifølge Jesper Schou sagtens klare at have tre hold med i Champions League, hvor både Aalborg, Skjern og BSV er stærkere end mange af de andre hold i turneringen. Men det europæiske håndboldforbund (EHF) kan have nogle prioriteter, som gør at BSV i sidste ende bliver valgt fra.

- Vi så sidste år et hollandsk og et tyrkisk hold var med, så der kan være nogle interesser i forhold til udbredelse af håndbolden, og det gør jo så, at der kan være nogle hold, som sniger sig ind foran, så vi ikke kommer med, siger Schou.

Hvilke hold der kommer med i næste sæsons udgave af Champions League bliver afgjort den 24. juni.