Brøndby vil sælge spillere for 15 millioner til sommer

Brøndby tabte cirka 32 millioner kroner sidste år. Fodboldklubben håber at miste færre penge næste år.

(Foto: © Claus bech, Scanpix)

Fodboldklubben Brøndby har tirsdag offentliggjort et forventet stort underskud for 2016.

Alka Superligaens nummer to meddeler i sin årsrapport et underskud på 31,9 millioner kroner.

Brøndby havde varslet et underskud før skat på mellem 28 og 32 millioner kroner.

- Vores omsætning i 2016 var stort set på niveau med forrige år, og vi så endnu en gang vækst i kerneforretningen i form af øgede entré- og tv-indtægter, samt en stigning i sponsorindtægterne, mens der har været et fald i omsætningen fra ikke-fodboldrelaterede aktiviteter.

- I 2017 fortsætter vi med at implementere planerne og målsætningerne i Strategi 6.4, både på og uden for banen, og senest er vi blevet gældfri for første gang siden 1987.

- Vi forventer, at resultatet før skat for 2017 vil ligge i niveauet minus 10-20 millioner kroner, hvilket er i overensstemmelse med planerne i Strategi 6.4, meddeler Brøndby i årsrapporten.

Brøndby havde sidste år en omsætning på 134,6 millioner kroner mod 135,8 millioner kroner i 2015.

Forventningerne til 2017 er baseret på, at Brøndby holder sig blandt de fem bedste i Superligaen med udgangen af denne sæson, og at klubben også er i top-5 i anden halvdel af 2017.

Brøndby skal desuden sælge spillere for 15 millioner kroner til sommer.

Brøndby har en egenkapital på 129,8 millioner kroner.

/ritzau/