Fodboldklubben Brøndby IF fordoblede næsten sit underskud sidste år. 2017 vil blive bedre, men vil igen byde på et milliontab, forventer klubben.
Regnskabet for 2016 viser et underskud på 32 millioner kroner efter et tab på 17 millioner kroner i 2015. Lægger man de seneste fem års underskud sammen, har klubben siden 2012 tabt 506 millioner kroner.
- 2016 var et år med strategiske forandringer, og et år hvor vi lagde fundamentet for fremtiden, skriver administrerende direktør Jesper Jørgensen i regnskabet.
Indtægter fra stadion faldt
Omsætningen faldt i Brøndby i 2016 til 134,6 millioner kroner. Mens fodboldrelaterede aktiviteter som entréindtægter og tv-penge steg, faldt indtægterne fra det stadion, som Brøndby selv ejer, markant.
Samtidigt faldt transferindtægterne til 1,7 millioner kroner i året mod et plus på 9,6 millioner året før.
- I 2016 trækker salget af Riza Durmisi resultatet i en positiv retning, hvor transferresultatet i 2015 var positivt påvirket af salgene af Lukas Hradecky og Nikolai Laursen, skriver Brøndby.
Blodrødt resultat - mindre gæld
For 2017 venter Brøndby IF et underskud på 10 til 20 millioner kroner før skat.
Mens resultatet stadig er blodrødt i Brøndby, har selskabet via en kapitaltilførsel i efteråret på 100 millioner kroner kunnet fjerne al sin rentebærende gæld.
Gælden er da også mindsket fra 120 millioner kroner ved udgangen af 2015 til 53 millioner kroner ved udgangen af 2016.
/ritzau/