Danske Nicklas Bendtner slutter sæsonen som topscorer i den bedste norske række, Eliteserien, med 19 mål.
Det blev søndag en realitet, da den sidste runde blev spillet.
Den danske landsholdsspiller scorede dog ingen mål, da hans klub, Rosenborg, ude tabte 0-1 til Odd.
Men da han i forvejen toppede topscorerlisten, og Stabæks Ohi Omoijuanfo ikke fik scoret to mål, vandt danskeren hæderen som topscorer. Omoijuanfo kom op på 17 scoringer gennem sæsonen.
Det er i denne sæson blevet til yderligere tre scoringer for Rosenborg fra Bendtner i forbindelse med Europa League.
29-årige Nicklas Bendtner kom til Rosenborg i marts fra Nottingham Forest for at få sin karriere på ret køl efter en række ophold i forskellige europæiske klubber.
Stort comeback
Han fik hurtigt gang i målscoringen i Norge, og han har udviklet sig til at blive en profil i den norske liga.
Succesen åbnede også for et comeback på landsholdet, hvilket han fik 1. september i år mod Polen efter at have været væk i næsten to år.
Han blev skiftet ind og scorede Danmarks sidste mål mod Irland, da Danmark på udebane sikrede sig VM-billetten med en 5-1-sejr i midten af november.
Det var Bendtners mål nummer 30 for landsholdet og hans første landsholdsmål siden marts 2015.
Rosenborg sikrede sig allerede i begyndelsen af november det norske mesterskab. Det er tredje år i træk, at klubben fra Trondheim bliver norske mestre, og det er klubbens 25. mesterskab.
/ritzau/