Normalt er Kasper Dolberg skarp foran målet, men under opvarmningen til udekampen mod Willem II forrige søndag kiksede det for danskeren.
Han hamrede en bold ud på endetribunen, hvor Ajax-fan Stijn Udo stod. I et forsøg på at beskytte sin 11-årige nevø mod den vildfarne bold var det ham, der blev ramt på armen.
Desværre for ham kom bolden med så høj fart, at det kostede ham en dobbelt fraktur. Noget han dog først fik konstateret efterfølgende, da han med store smerter blev på stadion og så kampen færdig.
https://twitter.com/StijnU/status/864398833777881089
- Jeg ville ikke gå ned til samaritterne. Det ville ikke være sjovt for min nevø, så jeg ventede. Hos samaritterne fik jeg en pose is, og de anbefalede, at jeg tog på hospitalet for at få taget røtgenfotos, siger han ifølge det hollandske medie Het Parool.
For at gøre ondt være for Stijn Udo, måtte han trods en sejr til Ajax alligevel se ærkerivalen Feyenoord løbe med mesterskabet, da Rotterdam-klubben vandt sin kamp.
Til gengæld har Ajax taget kontakt til ham, efter at han delte billedet af sig selv og sin gipsindbundne arm på Twitter.
Klubben ønsker at tilbyde ham et plaster på såret i form af en gave. En smule optimistisk håber Udo Stijn på, at der måske kan være tale om to billetter til Ajax’ Europa League-finale i Stockholm den 24. maj.