Kasper Dolberg har haft en fantastisk sæson. Endnu et bevis for det kom i dag, da Danmarks unge angriber blev hædret med prisen som Årets Talent i Æresdivisonen, den såkaldte Johan Cruyff-pris.
Kasper Dolberg har fået sit store gennembrud i denne sæson, hvor den 19-årige angriber er fast starter hos Ajax og har scoret 16 mål. Derudover har han scoret seks Europa League-mål og et enkelt Champions League-mål.
Med prisen følger en fodboldbane, en såkaldt ’Cruyff Court’, som Kasper Dolberg kan placere, hvor han vil.
- Det er en stor ære at vinde denne pris. Jeg synes, det er meget specielt og smukt, at jeg får mulighed for at åbne min egen ’Cruyff Court’, siger Kasper Dolberg til Ajax’ hjemmeside.
Den rette vinder
I juryen, der skulle uddele prisen, sad blandt andre Jordi Cruyff, søn af Johan Cruyff, Peter Bosz, Phillip Cocu, Wim Jonk og Youri Mulder.
- Han er den rette vinder af talent-prisen opkaldt efter min far. Han er både teknisk og taktisk god, og han bliver kun bedre, siger jury-formand Jordi Cruyff.
- Når man er så ung og har et så stort talent, kan man nemt få det svært og lade sig påvirke, men det er ikke sket for Dolberg. Det er ikke ofte, man ser det i denne tid, hvor der er meget opmærksomhed på fodboldspillere, siger Cruyff.
Tidligere vindere af prisen indkluderer blandt andet navne som Rafael van der Vaart, Dennis Bergkamp, Robin van Persie, Patrick Kluivert, Jon Dahl Tomasson, Wesley Sneijder og Arjen Robben, Memphis Depay, Vincent Janssen, Christian Eriksen og Clarence Seedorf.