VIDEO Delaney deler Hareides vision: 'Det skader ikke, vi kan lide at være sammen'

Når fodbold-VM starter, bliver det med et dansk landshold båret frem af et stærkt fællesskab. Et fællesskab som ifølge Thomas Delaney gerne skulle række hele vejen ud i de danske stuer.

Han glæder sig. Til at skulle spille sin første store slutrunde for Danmark og til at komme hjem til landsholdslejren.

Thomas Delaney er som det mest naturlige i verden vokset til profil for Werder Bremen og er en medvirkende årsag til, at den tyske traditionsklub også i næste sæson er at finde i Bundesligaen. Men trods succesen i Tyskland er udsigten til landsholdsbold noget særligt.

- Jeg glæder mig helt vildt til at komme hjem til drengene. Der er en anden gensynsglæde, end da jeg var i FCK. Der var vi jo så mange FCK’ere, som jeg også hang ud med til hverdag.

Åge Hariede har i sin regeringstid fået skabt et velfungerende kollektiv, som ifølge Thomas Delaney også fører resultater med sig på banen.

- Åge lytter til os spillere og vores ønsker. Hvis vi vil ud og spise, får vi lov til det, så længe vi gør det sammen. Det er alle eller ingen. Der er frihed under ansvar, men så er han også benhård, hvis ikke man kan lever op til det ansvar.

Under den norske landstræner er det i høj grad holdet, som er stjernen, og derfor skal der også være plads til at pleje relationerne. Det smitter af i en trup og blandt fansene, som oplever et landshold, der giver ”mere smæk for skillingen”.

- Jeg synes, vi er et hold, som giver meget af os selv. Vi vil gerne inkludere fans og lave sjov. Og så skader det jo ikke, at man kan lide at være sammen.

En folkefest

Et fodbold-VM hører på globalt plan til blandt de allerstørste sportsbegivenheder.

Thomas Delaney oplevede selv et verdensmesterskabs omfang i 1998 som publikum i Frankrig, og under det seneste VM i Brasilien fik slutrunde-hypen ham til at genopfriske en barnlig entusiasme for de legendariske Panini-klistermærker.

- VM er en begivenhed for hele verden og hele Danmark. Det er fællesskab og bold på storskærm. Der er ligesom en national stolthed på spil. Og så handler det også om noget nostalgi. Man kan huske, hvem man ser kampene med.

Thomas Delaney, Christian Eriksen og Pione Sisto under opgøret mod Irland. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Forventningen forud for slutrunden kan spores tilbage til efteråret, hvor Thomas Delaney var med til at klaske Irland 5-1 på udebane. Der var en særlig stemning i det altafgørende kvalifikationsopgør.

- Jeg husker et øjeblik på banen sammen med William Kvist. Der var måske 20 minutter igen og vi fører 3-1. Der kiggede vi hinanden i øjnene og smilede lidt. Der vidste vi godt, at vi var på vej til VM.

Inden længe går Thomas Delaney på banen i Rusland med resten af landsholdet og en hel nations forventninger hvilende på sig. Og derfor kan ”tanken om tre kampe og så i bad” også skræmme lidt, men begejstringen fylder mest.

- Jeg glæder mig helt sindssygt – men jeg ved i bund og grund ikke til hvad, lyder det fra slutrundedebutanten.

Rank ryg og tofodstacklinger

Siden starten som ungdomsspiller i FCK har Thomas Delaney været kendetegnet af sine lederevner og en stor vindermentalitet. Og bare fordi stemningen i landsholdslejren er god, er man stadig i konkurrence med hinanden – både på og udenfor banen.

- Jeg hader at tabe til Nicolai Jørgensen i computerspil. Han er desværre bare ret god – også til at hovere. På det punkt er han bare et dårligt menneske.

Viljen til sejr har også sikret Thomas Delaney en sikker plads i landsholdets startopstilling som en dominerende tovejsspiller, der aldrig giver sig i nærkampene. I den indeværende Bundesligasæson er han den spiller, som har begået flest frispark, og han er samtidig i top 5 over flest vundne dueller.

- Jeg kan godt gå ind i en tofodstackling, men så skal jeg også nok sige undskyld, når modstanderen rejser sig op, siger Thomas Delaney.

Han ser sig på sigt som potentiel anfører i Werder Bremen, hvor han allerede sidder i klubbens spillerråd, men så kræver det også, at han bliver bedre på tysk. Før han og kæresten flyttede til Tyskland tog han ellers ugentlige sproglektioner, og han har da også brilleret med et 28 minutters pressemøde på tysk.

Men det er ikke godt nok for Thomas Delaney, som har brug for det sproglige overskud for blandt andet at fastholde sit efter eget udsagn veludviklede dommertække.

Pæn arrogance

Forventningerne til et godt dansk VM-resultat er ifølge Thomas Delaney størst indenfor landets grænser. Frankrig er den store gruppefavorit, og så er det op til danskerne at holde Australien og Peru fra fadet.

- Frankrig har nogle fantastiske individualister, som på dagen kan afgøre kampen. Men de er ikke Spanien eller Tyskland. De er ikke på samme måde et hold.

Og netop Spanien og Tyskland vurderer Thomas Delaney til at være VM’s største favoritter. Han ville ikke orke at skulle høre på sine tyske kollegers bemærkninger efter endnu en slutrundesucces, men han medgiver at risikoen er til stede.

- Tyskerne kender deres egne kvaliteter, og de ved godt, at de har en chance. De er arrogante på en pæn måde og tør godt at sige: Vi er ret gode til fodbold, fortæller Thomas Delaney, som for nu har fundet den helt rette hylde i det tyske.

Du kan se et længere indslag med Thomas Delaney i Fodboldmagasinet i aften. Det er på DR1 klokken 21.40.