Har du prøvet at arrangere en fest? Og her snakker vi en rigtig fest – naboens stående invitation til et glas Barolo på altanen tæller ikke i den her sammenhæng – nej, en fest, hvor øjenbryn ryger i vejret, hvis beholdningen af våde varer er for smal, og danseskoene bliver skuffede, hvis højtalerne savner decibel. Sådan en fest.
Så kender du også til den der nervøse sindstilstand, man kan ramme i månederne, dagene og timerne op til, at det hele skal løbe af stablen. Er der nu indkøbt snacks nok? Fik fætter Preben en invitation - for slet ikke at tale om hans kæreste, Tina eller Tanja? Har du glemt noget? Du må helt sikkert have glemt noget!
Den nervøse følelse, man har som vært.
Lige netop den følelse må de russiske VM-arrangører rende rundt med lige nu. Og det kan du så nok gange med tusind og lidt til.
Der er selvfølgelig en masse mennesker, der har og har haft andel i at sørge for, at verdensmesterskabet i fodbold kommer til at gå helt efter planen, og FIFA’s rutinerede delegation af omrejsende officials plejer at få de store linjer til at spille.
Men værtspresset bliver ikke større end på de 11 russiske spillere, der går på banen torsdag aften til åbningskampen mod Saudi Arabien.
For russerne kan selvfølgelig godt afholde et imponerende VM med flotte stadions, sprøde græstæpper og fede fanzoner med dunkende bas. Den slags kan man købe sig til, men det er specielt spillerne, der for fremtiden kommer til at definere Ruslands eftermæle som vært for den fest, som VM er. Spørgsmålet er bare, om de kommer til at gå tidligt i seng eller formår at holde sig oprejst til festen slutter?
Presset fra Putin
Før jeg når til at svare på det spørgsmål, bliver jeg imidlertid lige nødt til at gå et skridt tilbage og se på, hvor presset især kommer fra. Ved andre slutrunder har svaret til tider været lidt svævende.
I Brasilien var det helt entydigt fra landets fantastiske VM-historie og befolkningens ’krav’ om en sejr på hjemmebane, men i denne omgang kommer presset i højere grad fra en solidt bygget skikkelse med fornavnet Vladimir og efternavnet Putin.
Russernes præsident vil med VM vise verden, hvad Rusland er i stand til. Det er et kæmpe prestigeprojekt for ham, og han har tidligere været ude og indikere, at det russiske landshold skal nå VM-semifinalen, og det pres flyder direkte over i de russiske spillere.
Jeg var selv kommentator sidste år til Confederations Cup i Rusland, og man kunne bare mærke på spillerne og træneren nede på sidelinjen, når Putin var til stede på stadion. Og ja, Lars Løkke Rasmussen sidder da også en gang i mellem i hjørnet i Parken og hygger sig, når der er landskamp, men det kan ikke rigtigt sammenlignes. Det her er en figur, der ikke tåler synet af svaghed - og som et langt stykke af vejen er årsag til, at VM overhovedet spilles i Rusland.
Tag for eksempel åbningskampen ved netop Confederations Cup for et år siden. På banen kunne russerne ikke have ønsket en nemmere modstander, men alligevel holdt det usandsynlig hårdt mod New Zealand, der dog trods alt med stort besvær blev besejret med 2-0.
Siden fulgte to nederlag, og turneringen udstillede ikke bare det russiske mandskabs fodboldmæssige mangler, men også fraværet af en helt afgørende ingrediens for enhver værtsnation: Folkets opbakning.
Holdet kom ellers godt rundt i landet ved turneringen i sommeren 2017, men russerne dyrker helt tydeligt ikke deres landshold, som man ser så mange andre steder i verden. Passionen og historikken mangler omkring et landshold, der alene inden for de seneste 30 år har optrådt som Sovjetunionen, SNG og Rusland.
Den eneste opmuntring gennem mange år var EM-slutrunden i 2008, hvor blandt andre Andrej Arsjavin med seværdig hvirvelvindsfodbold spillede Rusland frem til en semifinale mod de senere vindere fra Spanien. Succesen blev bare aldrig udnyttet eller fulgt op, og kvalifikationen til det kommende VM i Sydafrika kiksede.
For det nuværende russiske landshold må man håbe, at det får en helt anden støtte, når VM først går i gang, for det har holdet virkelig brug for. På banen har den kommende slutrundevært efterladt et fragmenteret og usammenhængende udtryk i de snart fire år, der er gået siden sidste VM-slutrunde.
Ja, EM for to år siden i Frankrig var en decideret katastrofe.
I seng før festens klimaks
På papiret er spillermaterialet ellers udmærket. Målmanden, Igor Akinfeev, er rutineret og solid, bagkæden har erfaring og på den offensive tredjedel råder russerne over nogle kræfter, der hver for sig er både kreative og teknisk godt skolet, mens Aleksandr Golovin samt tvillingebrødrene Anton og Aleksei Miranchuk fra Lokomotiv Moskva bringer masser af råt talent. Og så er Fyodor Smolov en habil afslutter på toppen.
Problemet for dem er, at de slet ikke har hængt sammen som hold, mens landstræner Stanislav Cherchesov i noget, der minder om tiltagende desperation har vekslet hyppigt mellem både formation og personel.
Og så har det ikke hjulpet, at Rusland i nu snart to år ikke har spillet en kamp af betydning på grund af deres direkte kvalifikation til VM som værtsland. I stedet har menuen budt på testkampe, som modstanderne ikke altid har taget specielt seriøst.
Man kan kalde det værtslandets evige forbandelse, og resultatet er, at russerne som den første VM-værtsnation i historien er det lavest rangerede mandskab på verdensranglisten ved slutrundens start.
Russernes held er så til gengæld, at de er havnet i VM’s vel nok nemmeste pulje.
Saudi Arabien, Egypten og Uruguay er modstanderne, som holdet står over for, og med en åbningskamp på torsdag mod førstnævnte kunne Rusland ikke have givet sig selv en nemmere modstander, om så de prøvede - hvilket der i den grad så også er spekuleret i, om de rent faktisk har gjort.
Lad os nu antage, at russerne i langt højere grad end ved Confederations Cup, formår at komme ud over stepperne og banke Saudi Arabien med tre eller fire mål, så vil der komme ro på fra begyndelsen. Og hvis aperitiffen så siden kan blive skyllet ned med en sejr over eller uafgjort mod Egypten i den næste kamp, kan holdet reelt set være videre inden den klart sværeste kamp i puljen mod Uruguay.
Men derfra bliver det til gengæld rigtig svært.
Holdet vil sandsynligvis løbe ind i enten Spanien, der i mine øjne er en af favoritterne ved VM, eller det notorisk stærke slutrundemandskab fra Portugal, og så er det nok farvel. Hvis ikke før, så bliver 1/8-finalen i hvert fald endestationen for VM-værterne.
Det må set med russiske øjne bare ikke ende med alternativet. At holdet ryger ud med et brag efter en miserabel indsats i gruppen - det vil være en katastrofe, hvis VM-værterne må gå i seng, nærmest inden velkomstdrinken er blevet drukket.
Dét vil de altid blive husket for, og det er det specielle ved at være vært for VM.