Fernando Hierro er ny spansk landstræner

Fernando Hierro skal lede det spanske fodboldlandshold under VM efter chokfyringen af Julen Lopetegui.

Fernando Hierro er ny mand i spidsen for det spanske landshold. / AFP PHOTO / Nelson ALMEIDA (Foto: © Nelson Almeida, Scanpix)

50-årige Fernando Hierro bliver træner for Spanien under VM i fodbold, efter at Det Spanske Fodboldforbund onsdag chokerede ved at fyre landstræner Julen Lopetegui.

Det oplyser fodboldforbundet på Twitter.

Fernando Hierro blev i november sidste år ansat som sportsdirektør for forbundet, en post han tidligere også havde i en længere periode.

Spanien møder fredag Portugal i den første kamp ved VM i Rusland.

Real Madrid kostede jobbet

Julen Lopetegui blev fyret, efter at det tirsdag kom frem, at Real Madrid har sikret sig træneren efter VM-slutrunden.

Det Spanske Fodboldforbund er utilfreds med den nu fyrede landstræners ageren i sagen.

- Forhandlingerne fandt sted uden information til Det Spanske Fodboldforbund. Vi blev først informeret, fem minutter før pressemeddelelsen blev sendt ud.

- Der er en måde, du skal opføre dig på. Julen har udført stærkt arbejde med holdet, men vi kan ikke acceptere, hvordan han har handlet i denne sag, sagde forbundets præsident, Luis Rubiales, tidligere onsdag på et pressemøde.

Stor karriere bag sig

Fernando Hierro er en kendt skikkelse i spansk og international fodbold.

Fra 1989 til 2003 spillede han for Real Madrid, hvor han blev en legende.

Fernando Hierro vandt blandt andet fem spanske mesterskaber og tre Champions League-titler med klubben fra den spanske hovedstad.

Han spillede næsten 450 ligakampe og scorede over 100 mål for Real Madrid.

Han nåede også en enkelt sæson i Premier League for Bolton, inden han stoppede karrieren i 2005.

Fra 1989 til 2002 spillede den målfarlige defensivspiller 89 landskampe for Spanien, hvor han scorede 29 mål.

Danskere vil ikke mindst huske 1-0-scoringen på hovedstød mod Danmark 17. november 1993 i en afgørende VM-kvalifikationskamp, hvilket sendte Spanien til VM-slutrunden året efter på Danmarks bekostning.

Fernando Hierro var en del af Spaniens trup ved fire VM-slutrunder fra 1990 til 2002 og to EM-slutrunder fra 1996 til 2000.

Som træner har Fernando Hierro ikke den helt store erfaring at vise frem.

Fra 2014 til 2015 var han assistenttræner i Real Madrid, og fra 2016 til 2017 var han cheftræner i Oviedo.

Spanierne skal ud over Portugal møde Iran og Marokko i gruppe B.

/ritzau/