Nicolai Jørgensen brændte Danmarks sidste spark i straffesparkskonkurrencen mod Kroatien, og dermed fik angriberen en kedelig rolle i landsholdets VM-exit.
Hele straffesparkskonkurrencen kan du se her.
Siden da har Nicolai Jørgensens profiler på sociale medier, især Instagram, været under beskydning.
Faktisk har der været så grove kommentarer rettet mod angriberen, at DBU har valgt at politianmelde de beskeder, som indeholder dødstrusler.
Nicolai Jørgensen har dog ikke selv modtaget den slags dødstrusler. Det skriver han på sin Instagram-profil.
- Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg i hvert fald ikke selv direkte har modtaget eller set nogle dødstrusler. Jeg har til gengæld fået mange søde og opbakkende beskeder, og dem sætter jeg meget pris på, skriver Nicolai Jørgensen.
DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, udtalte tidligere om sagen og politianmeldelsen.
- Vi er ved at melde det til politiet, da vi er blevet gjort opmærksomme på ytringerne på de sociale medier, som er gået langt over stregen for, hvad vi finder acceptabelt. Når det kommer til dødstrusler, så bliver vi nødt til at tage meget stærk afstand fra det. Det er uanstændigt, og det gælder for så vidt VM-landsholdsspillere, folketingspolitikere og andre, som måtte blive udsat for det, siger Jakob Høyer.