Æg'e den varmeste velkomst: Tysklands VM-bødler blev modtaget af æggekastende fans

Sydkoreas landshold fik kastet æg og puder mod sig, da det ankom til Sydkorea efter VM-exit i gruppespillet.

Det sydkoreanske landshold blev mødt af hundredvis af fans, da det ankom til Incheon internationale lufthavn i Sydkorea. (Foto: © ED JONES, AFP or licensors)

Sydkorea blev mødt af fans, der kastede æg og puder med det britiske flag mod holdet, da det fredag stillede op til fotografering i lufthavnen i Sydkorea efter at være vendt hjem fra VM i Rusland.

Det viser flere videoer på YouTube fra lufthavnen.

Det var nok ikke helt den modtagelse, det sydkoreanske landshold havde forventet.

Godt nok gik holdet ikke videre fra gruppespillet, efter at det tabte dets to første opgør mod Sverige og Mexico.

Men i gruppespillets sidste kamp overraskede sydkoreanerne alle, da de vandt 2-0 over Tyskland og sendte de forsvarende verdensmestre hjem fra VM med sidstepladsen i gruppen, mens Sydkorea tog tredjepladsen.

Det Sydkoreanske Fodboldforbund (KFA) har besluttet, at man ikke vil køre en sag mod æggekasterne.

På trods af æggene og puderne var det primært glade og jublende fans, der lykønskede spillerne i lufthavnen og tog billeder.

- Tak til alle, der er kommet i dag. Jeg beklager over for vores fans, at vi ikke levede op til løftet om at nå til knockoutkampene.

- Men jeg tror, at vi alle så noget håb efter sejren over Tyskland. Men vi vil ikke lade os rive med af en smule succes, og vi vil blive ved med at arbejde hårdt, sagde Tottenham-spilleren Heung-Min Son til de fremmødte fans og pressefolk.

For fire år siden blev det sydkoreanske landshold ifølge Reuters mødt med karameller - en fornærmelse i Sydkorea - efter det vendte hjem fra VM i Brasilien.

Dengang tabte holdet til Algeriet og Belgien og spillede uafgjort med Rusland.

/ritzau/