I årevis har der været minimum én dansker repræsenteret blandt de ti bedste Counter Strike-spillere i verden.
Men i weekenden ændrede billedet sig, da den største Counter Strike-hjemmeside i verden, HLTV, udgav sin årlige top 20-rangliste over de bedste spillere i verden. En rangliste, der bliver anset som værende den officielle for hele Counter Strike-scenen.
Ingen danske spillere i top 10, var vurderingen.
Det er første gang siden 2014, at der ikke er en dansker blandt de ti bedste Counter Strike-spillere i verden. Hvorfor det sker i år, har Counter Strike-ekspert Jesper ’Quintin’ Moe et bud på.
- Coronapandemien har været rigtig hård for de danske mandskaber, mens andre hold bare har været bedre i kampene, der nærmest udelukkende er blevet spillet online, siger Jesper ’Quintin’ Moe.
- Danskerne har ikke været i stand til at levere på samme høje niveau, som de normalvis har kunnet, når der har været fysiske turneringer med publikum i ryggen og med nerverne uden på tøjet. Det har kostet dem dyrt i år.
Det er det danske Counter Strike-hold Astralis’ nyeste spiller, Benjamin ’BlameF’ Bremer enig i.
- Der er noget andet at spille online, end når vi er ude til live-turneringer, og de danske hold har i lang tid vist, at de har været klart stærkest i turneringer med publikum, siger ’BlameF’.
- Derudover er placeringerne ret logiske, når man ser på de danske topspillere, som enten har skiftet hold eller været ude af spil i perioder af forskellige årsager.
En halvering af storhold
Den danske udeblivelse blandt de allerbedste på Counter-Striken-scenen kan dog alligevel ikke kun tilskrives coronasituationen og spillerrokeringer på de danske hold, mener Counter-Strike-eksperten Jesper ’Quintin’ Moe.
Astralis, Heroic, North, Mad Lions, x6tence og Copenhagen Flames. Seks mandskaber udelukkende bestående af danske spillere, som alle konkurrerede i verdenstoppen. Sådan var billedet for blot et par år tilbage.
I dag er antallet af danske hold halveret, så det nu kun er Astralis, Heroic og Copenhagen Flames, der konkurrerer i toppen af international Counter Strike. Det har haft stor betydning for talentudviklingen af danske spillere, siger Jesper ’Quintin’ Moe.
- At vi er nede på tre danske hold betyder, at der er rigtig mange spillere, der ikke får lov til at vise, hvad de kan.
- Problemet er bare, at hvis holdene skal holde sin plads i toppen af Counter Strike, er det svært at satse på nye talenter. Skinner de ikke igennem med det samme, bliver de skiftet ud af holdet igen, og så ryger de ind i en negativ spiral.
Derfor kunne det også være godt med en ændring på den danske Counter Strike-scene, så man på sigt kunne forbedre mulighederne for at nye spillere finder vej til toppen af ranglisten, mener Jesper ’Quintin’ Moe.
- Vi mangler et hold mere oppe i den absolutte Counter Strike-top, som forsøger at gå ind med de unge talenter og giver dem spilletid på højeste niveau. Det ville hjælpe en hel del for talentudviklingen, siger han.
’Man skal aldrig afskrive dansk Counter Strike’
Selvom et nyt dansk hold i Counter Strike-toppen grundet den store økonomiske investering, det kræver at komme ind på topplan, nok ikke ligger ligefor, så er Jesper ’Quintin’ Moe alligevel positivt stemt for den nære fremtid for dansk Counter Strike.
- Man skal aldrig afskrive dansk Counter Strike. Talentmassen i Danmark er nok den bedste i verden. Så selvom alle ikke kan få chancen lige nu, har vi stadigvæk mange spillere, der sagtens kan præstere i top 10-niveau.
-Hvis alt går godt i år, vil vi se kunne se to danskere blandt de ti bedste spillere i verden til næste år, siger Jesper 'Quintin' Moe.
Og her peger han på danske Heroics stjernefrø Martin ’Stavn’ Lund fra og på den tidligere top 10-placerede Astralis-spiller Benjamin ’BlameF’ Bremer, som oplagte kandidater til næste års rangliste.
Spørger man Astralis-spilleren, om man får ham at se blandt de allerbedste i verden efter denne sæson, så er han klar i mælet.
- At komme i top 10 er ikke i sig selv det vigtigste for mig, men hvis jeg kommer det, vil det nok betyde, at det er gået godt for Astralis. Og dét betyder alt, siger ’BlameF’
- Men lad mig da bare sige: Selvfølgelig kommer vi til at se mig i top 10 til næste år.