En prins, en adelsmand og en minister stiller op til sportens største præsidentkamp

Den Internationale Olympiske Komité har mandag offentliggjort præsidentkandiaterne.

Afgående præsident Thomas Bach (til venstre, red.) og kandidat til præsidentembedet Sebastian Coe. (Foto: © Phil Noble, Ritzau Scanpix)

Der skal nye boller på suppen i Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

Under OL fortalte nuværende præsident i olympisk sports øverste organisation, Thomas Bach, at han ikke genopstiller, når hans embede slutter i 2025.

Næste år skal der derfor vælges ny præsident, og mandag er kandidaterne til posten så blevet offentliggjort på IOC's hjemmeside.

Se kandidaterne herunder:

  1. 1

    Lord Sebastian Coe. Præsident i Det Internationale Atletikforbund (World Athletics) og medlem af IOC siden 2020. Fra Storbritannien.

  2. 2

    Prins Feisal Al Hussein. Medlem af IOC siden 2010. Fra Jordan.

  3. 3

    Kirsty Coventry. Medlem af IOC siden 2013 og sportsminister i Zimbabwe. Fra Zimbabwe.

  4. 4

    Johan Eliasch. Præsident i Det Internationale Skiforbund (FIS) og medlem af IOC siden 2013. Fra Sverige.

  5. 5

    David Lappartient. Præsident i Den Internationale Cykelunion (UCI) og medlem i IOC siden 2022. Fra Frankrig.

  6. 6

    Juan Antonio Samaranch. Medlem af IOC siden 2001. Fra Spanien.

  7. 7

    Morinari Watanabe. Præsident i Det Internationale Gymnastikforbund (FIG) og medlem af IOC siden 2018. Fra Japan.

Én kandidat er størst favorit

Blandt kandidaterne springer særligt ét navn i øjnene som lille favorit til posten, vurderer DR Sportens kommentator Henrik Liniger.

Og det er præsidenten i atletikforbundet, Sebastian Coe.

- Han var nærmest det eneste navn, der blev nævnt, da Thomas Bach valgte at sige, at han ikke ville fortsætte.

- Jeg vil mene, at Sebastian Coe har en lille fordel gennem sit kæmpe store netværk. Ikke bare i Storbritannien, men også i Commonwealth-landene, altså de engelsktalende lande. Men han har også noget imod sig i form af sin alder.

67-årige Sebastian Coe har en lille fordel, mener Henrik Liniger. (Foto: © Kirby Lee, Ritzau Scanpix)

67-årige Sebastian Coe er dog ikke stor favorit, vurderer Henrik Liniger.

At hele syv idrætstopfolk har valgt at stille op, vidner nemlig om, at valget er relativt åbent.

- Det er jo mange områder, der er blandet ind i det her. Vi har fire europæere, en japaner, en fra Mellemøsten og en afrikaner, som der skal tages hensyn til.

- Nu har der været europæiske præsidenter de seneste mange år, og måske er det tid til at komme uden for Europa? Det kunne sagtens blive en faktor i valgkampen, siger Henrik Liniger.

Den næste præsident skal vælges på en IOC-kongres i marts 2025.