100 point ud af 100 mulige - intet mindre end perfekt.
Sådan vurderede dommerne Anna Gassers backside double cork 1080, som hun landede i sit tredje og sidste forsøg i Big Air-finalen ved VM i freestyle i Sierra Nevada, Spanien.
Dermed skriver den østrigske stjerne sig ind i historiebøgerne, som den kun anden i historien til at opnå de legendariske 100 point i Big Air.
Den første var Halldor Helgason til X Games i 2010, hvor han landede to tricks, der scorede 50 hver ud af 50 mulige, og dermed endte på 100.
Snowboardlegenden Shaun White har ligeledes opnået en'perfect score', det var dog i halfpipe, hvor også den unge amerikanske stjerne Chloe Kim har ramt de magiske 100.
Samtidig med sin 'perfect score' sikrede Anna Gasser sig også guldet i konkurrencen, som hun vandt med over tyve point ned til nummer to. Dermed kunne hun lade sig kåre som verdensmester for første gang i karrieren.
De to andre podiepladser gik også til europæere med Enni Rukajarvi fra Finland på andenpladsen og den norske darling Silje Norendal på tredjepladsen.
Sandbech gik til stålet og fik guld
Silje Norendal var dog langt fra den eneste nordmand, der fik metal ved VM i går.
Ved X Games i Hafjell måtte Ståle Sandbech se skuffet til, mens de andre snowboardstjerner kørte finale. En dårlig kvalifikation var nemlig skyld i, at den populære nordmand ikke kunne deltage i kampen om medaljer på hjemmebane. Faktisk var Sandbechs score på 36 den dårligste af alle seksten deltagere.
Det kunne nordmanden tydeligvis ikke lade sidde på sig. Ved Big Air-finalen i går aftes hævede han nemlig niveauet gevaldigt og landede to forsøg, der blev scoret til over 90 point.
Den norske snowboardstjernes samlede score på 188,75 ud af 200 mulige var bedst af alle, og dermed sikrede han sig sin første VM-guldmedalje i karrieren.
Andenpladsen gik til amerikanske Chris Corning, mens bronzen kom om halsen på det norske supertalent Marcus Kleveland.
Dermed fik den unge nordmand en lille oprejsning efter den skuffende finale ved X Games på hjemmebane, hvor han måtte nøjes med en femteplads. Opdateret med Chloe Kim og Halldor Helgasons resultater