Hvis det ikke står på Wikipedia, så passer det ikke.
Nogenlunde sådan må tankegangen have været for den amerikanske ultraløber Camille Herron og hendes mand Conor Holt.
De to er i hvert fald blevet nappet i at ændre konkurrenters resultater og beskrivelser på det store onlineleksikon. Også danske Stine Rex', som har måttet se sine verdensrekorder i 48 timers løb og seksdagesløb blive fjernet fra ultramarathon-siden på Wikipedia.
Det skriver det canadiske løbemagasin Running.
For Stine Rex kommer det dog ikke som den store overraskelse, at Camille Herron-lejren kan finde på lidt af hvert.
Den danske ultraløber har ved flere lejligheder oplevet at blive beskyldt for at snyde af den amerikanske ultraløber.
Senest da Stine Rex i slutningen af august slog Herrons verdensrekord i seksdagesløb. En rekord, som dog stadig afventer Det Internationale Ultraløberforbunds, IAU's, endelige godkendelse.
Den seneste tid er Rex blevet interviewet af flere udenlandske løbemagasiner om, hvordan det er at blive beskyldt for at have snydt, og det ærgrer den danske ultraløber.
- I bund og grund ville jeg jo bare gerne have været pissestolt, lettet og glad over resultaterne, men nu handler det bare om, hvorfor Camille Herron har beskyldt mig for at have snydt.
- Så den glæde og positive energi, jeg håbede at få, er jo blevet til, at jeg skal stå og forsvare mig.
Herrons mand undskylder for Wikipedia-saga
Wikipedia-sagen tager sit udgangspunkt i to konti, som begge er ejet af Camille Herron og hendes mand Conor Holt.
I følge Running, som har trevlet hele Wikipedia-sagen op, står de to konti bag flere end 300 ændringer og bidrag på Wikipedia. Der er både blevet pyntet på Herrons egen side, og så har flere konkurrenter fået fjernet deres resultater, heriblandt altså danske Stine Rex.
I en pressemeddelelse bekræfter Conor Holt, at de står bag de to konti, men også at det udelukkende er ham, som bærer ansvaret.
- Camille havde intet med dette at gøre. Jeg er 100 procent ansvarlig og undskylder til alle atleter, der er berørt af det forkerte, jeg gjorde, skriver Conor Holt i pressemeddelelsen.
Stine Rex blev selv opmærksom på historien tirsdag, og selvom den først gav hende en klump i maven, var det også en form for lettelse.
- Da den der artikel kom, fik jeg ondt i maven, men på en eller anden måde var det også rart at tænke på, at det ikke bare er mig, hun har gjort det her ved, siger Stine Rex.
Verdensrekorderne mangler at blive endelig godkendt
De to verdensrekorder, som Stine Rex har fået fjernet fra Wikipedia, er 48-timers præstationen i juni, hvor hun løb 435 kilometer, og senest seksdageløbet i slutningen af august, hvor hun tilbagelagde mere end 900 kilometer.
Begge rekorder mangler dog fortsat at blive endeligt godkendt af IUA. Noget, som Stine Rex betegner som en formssag og også noget, som stod beskrevet på Wikipedia-siden.
Ved begge lejligheder beskyldte Camile Herron danskeren for at snyde med alt fra ulovlige sko, forkert opmålt bane, til at hun blev pacet af børn.
Til at begynde med frygtede Stine Rex da også, at IAU ville lytte til beskyldningerne, fordi de kommer fra Camille Herron, som er en af historiens største ultraløbere.
Men nu regner hun med, at det bare er et spørgsmål om tid inden verdensrekorderne officielt er hendes.
- Det må da gøre røvondt, at en kvinde fra Aalborg, som bare løber rundt om en sø for at samle penge ind, slår hendes rekord. Jeg kan godt forstå, at det er pisseirriterende, men det er bare ikke ordentlig opførsel, siger Stine Rex.
- Jeg gider jo ikke være uvenner med hende, men jeg synes bare, det er pisseirriterende at jeg skal bruge tid og energi på at forsvare mig.