Fredag blev Fifa-præsident Sepp Blatter hovedperson i Zürich, da de schweiziske myndigheder rejste en straffesag mod ham.
Blatter mistænkes for fiksfakserier i forbindelse med underskrivelsen af en tv-aftale med det caribiske fodboldforbund for år tilbage.
Formand i DBU, Jesper Møller, har tidligere kritiseret og krævet Sepp Blatters afgang, og hans hilser oprydning og forandring velkommen i Fifa.
- Det betyder jo selvfølgelig det, at Fifa er nødt til at forholde sig til, hvad man gør, hvis det bliver nødvendigt at suspendere præsidenten. Så kommer der selvfølgelig en ny, indtil vi kan vælge på kongressen i februar, og det er en fra Afrika, der hedder Hayatou, som det ser ud nu. Det kan man have mange meninger om, men jeg havde egentlig indstillet mig på, at Blatter fortsatte, indtil vi kunne finde en ny i februar, siger Jesper Møller til DR.
- Men det er klart, hvis man har begået uregelmæssigheder eller er under mistanke for det, så kan man ikke også være Fifa-præsident. Det kan vi ikke leve med. Vi vil ikke være med til, at nogen sidder og rager penge til sig på bekostning af fodbolden og andre. Det skal der ryddes op i, siger Møller, der dog ikke ligefrem nyder, at se Blatter i fedtefadet.
- Jeg ønsker jo ikke en kriminel efterforskning for nogen, sådan er det ikke. Jeg har bare forholdt mig til det fodboldpolitiske: at jeg ønsker en ny Fifa-præsident, og det har jeg sagt siden juni 2014. Jeg hilser det velkommen, at vi nu får det. Og hvis nogen har begået uregelmæssigheder, så har jeg også sagt, at de skal sanktioneres, uanset hvem de er, herunder Fifa-præsident.
Platini i fokus
DBU og de øvrige nordiske lande taler gerne med fælles stemme i fodboldens politiske verden. Og der var opbakning, da Uefa-præsident Michel Platini meldte sig som mulig afløser for Blatter.
I dag blev Michel Platini så nævnt i Blatter-sagen. Angiveligt skulle Sepp Blatter have foretaget en ’illoyal betaling’ på to millioner schweizerfranc til Platini.
Den franske Uefa-præsident nævnes dog visse steder som vidne i sagen, mens en unavngiven kilde nærmest antyder, at Platini har fodret myndighederne med oplysninger om Blatter.
Jesper Møller forholder sig afventende overfor Platini-situationen.
- Vi pegede på Platini som kandidat. Men på samme måde, som vi pegede på Figo, så kan man ikke udelukke, at vi kommer til at stemme på en anden. Det gjorde jeg faktisk sidst. Jeg pegede på Figo, og endte med at stemme på Prins Ali.
- Vi kommer til at følge det her tæt, og det gør vi sammen med vores nordiske kolleger. Vi følger enhver udvikling i sagen, og jeg har også været inde i dag og læse pressemeddelelsen fra de schweiziske myndigheder. Nu skal jeg ikke blive for teknisk i forhold til straffelovningen, men Blatter nævnes jo nu som enten sigtet eller tiltalt. Men det er svært at se, om Platini betegnes som vidne eller blot som person, der kan hjælpe med oplysninger, siger Jesper Møller.
- Nu har de schweiziske myndigheder fat i sagen, og det overrasker mig egentlig ikke, at Platini bliver nævnt, for i forløbet siden han offentliggjorde sit kandidatur, har der været en masse presseskriverier, om at han har været involveret i det ene og det andet. Der er kun en ting at gøre, og det er at få afdækket tingene, hvem der har været med i eventuelle uregelmæssigheder, så vi kan få tingene afklaret.
Overvejede udmeldelse af Fifa
En ting er dog sikker. De mange korruptionssager og –anklager i Fifa tager hårdt på organisationen, og hos DBU har bægeret da også været ved at flyde over. På randen af udmeldelse sågar.
- Vi har været omkring, og det har jeg været meget ærlig om, at da jeg rejste hjem fra kongressen i Zürich, og Blatter var blevet genvalgt, der er det ikke nogen hemmelighed, at jeg sad og tænkte, om vi virkelig kan være en del af den her organisation, om vi skal overveje at melde os ud. Det ved jeg, at nogle af mine nordiske kolleger også havde tænkt over. Jeg nåede så bare ikke få analyseret på det – det ville jeg have sat DBU’s jurister på – før Blatter meldte ud, at han gik af. Det var jo det, vi ønskede, siger Møller.
Har I i de nordiske lande overvejet selv at opstille en kandidat?
- Det tror jeg, vi har været omkring også. Men vi må nok erkende, at som situationen har udviklet sig, tegner der sig ikke nogen oplagt kandidat. Jeg vil ikke udelukke noget som helst, men jeg tror ikke, at nogen af os er klar til det, siger Jesper Møller.
Den 26. oktober er sidste frist for kandidater til at melde sig på banen til præsidentposten i Fifa. Derefter ruller valgkampen i nogle måneder, inden en ny præsident vælges på en kongres sidst i februar.
Jesper Møller understreger, at han ikke vil melde ud, hvem han stemmer på, før en eller to dage før afstemningen i februar. Indtil da følger han udviklingen i Fifa nøje.