VIDEO Uheldig Fuglsang styrter og taber vigtig tid

Jakob Fuglsang røg i asfalten på de sidste kilometer af første etape af Paris-Nice.

Cykelrytteren Jakob Fuglsang (Astana) fik en uheldig hovedrolle på førstedagen af det franske etapeløb Paris-Nice.

Det danske klassementhåb blev revet med i et styrt et par kilometer før mål og rullede i mål 1 minut og 38 sekunder efter frontgruppen, hvor Arnaud Demare (FDJ) tog sejren efter en målfotoafgørelse.

Dermed er danskeren formentlig allerede nu uden chance i kampen om den samlede sejr.

Pierre Rolland (EF-Drapac), Pierre-Luc Périchon (Fortuneo) og Jürgen Roelandts (BMC) lå længe i udbrud, men blev indhentet omkring 20 kilometer fra målstregen i Paris-forstaden Meudon.

Derefter var der lagt op til en afslutning for de såkaldte "puncheurs", specialisterne på korte, stejle stigninger.

Afgørelse ved målfoto

Efter et skarpt højresving ventede der halvanden kilometers stigning mod målstregen.

Alexis Vuillermoz (AG2R) angreb omgående og fik slået et godt hul til feltet, men kort før stregen blev franskmanden opslugt, og fire ryttere kom til mål skulder ved skulder.

Der måtte målfoto til, før det stod klart, at Demare havde vundet foran Gorka Izagirre (Bahrain-Merida).

Der er hele syv danskere til start i det franske etapeløb

Det er Lars Bak (Lotto Soudal), Christopher Juul-Jensen (Mitchelton-Scott), Matti Breschel (EF-Drapac), Michael Mørkøv (Quick-Step), samt Astana-trioen, Jakob Fuglsang, Magnus Cort og Michael Valgren.

Valgren blev bedste dansker på åbningsetapen, hvor han sad med i finalen og blev noteret for et tidstab på to sekunder.

/ritzau/