Efter et forrygende flot løb vinder Amalie Dideriksen og Julie Leth et sæt overraskende guldmedaljer i disciplinen parløb i banecykling ved EM i Glasgow.
Den danske duo, der er blevet sat sammen op til EM-stævnet, lå ellers langt tilbage på de første af de 120 omgange på velodromen i Skotland, inden de begyndte at sætte de første point ind på kontoen.
Først vandt Dideriksen og Leth den fjerde af de 12 indlagte spurter og optjente fem point. Det lykkes også at komme først over stregen i syvende og ottende spurt.
Det afgørende øjeblik i løbet opstod, da de senere guldvindere med 38 omgange tilbage hentede en omgang på de øvrige konkurrenter sammen med det russiske par. Det gav danskerne 20 point.
Danskerne sluttede med 42 point.
Russerne tog sig af andenpladsen med 38 point, mens de hollandske favoritter måtte nøjes med 34 point og en tredjeplads.
Det var Amalie Dideriksen og Julie Leths første mesterskab sammen.