Valgren klar til kaptajnrolle: 'Skal ikke køre efter andenpladser'

Michael Valgren sætter ambitionerne højt efter skiftet til Dimension Data, hvor han skal være kaptajn.

Michael Valgren, der her ses på cyklen i årets Tour de France, skifter i næste sæson fra Astana til Team Dimension Data. (Foto: © BENOIT TESSIER, Scanpix)

Søndag rakte Michael Valgren nok engang ud efter en stor sejr, da der blev kørt VM i linjeløb.

Det endte ikke med en triumf, men grådigheden efter at ende øverst på skamlen kan Michael Valgren roligt beholde, når han fra næste sæson kører for Team Dimension Data.

Valgren skifter efter en imponerende sæson, hvor han blandt andet har vundet Amstel Gold Race og Omloop Het Nieuwsblad.

Dimension Data har hentet den tidligere danske mester til en kaptajnrolle, fortæller han selv.

- Nu skal jeg vinde nogle cykelløb, ligesom i år. Det er det, de har handlet mig ind til, siger Michael Valgren.

- Jeg skal ikke køre efter andenpladser, og det forventer holdet heller ikke.

Der følger naturligvis et pres med, når man bliver hentet ind som kaptajn, men det passer den danske klassikerspecialist fint.

- Det giver helt sikkert et større pres, fordi jeg formentlig bliver enekaptajn i de løb, jeg satser på. Men jeg glæder mig til at have kaptajnrollen og hjælp fra hele holdet i klassikerne, for det er det, jeg gerne vil, siger Michael Valgren.

Selvom danskeren var glad hos Astana, så fortæller Valgren, at tilbuddet fra Dimension Data var for godt til at sige nej til.

- Jeg har været vildt glad for at være hos Astana, men vi har haft mange heste at spille på i løbene, og det tror jeg ikke har været til min fordel. Jeg glæder mig til at prøve at have et hold, der kun kører for mig, siger Michael Valgren.

- Jeg havde en god dialog med holdet og deres sportsdirektør, Rolf Aldag. Det var fedt, at de gik op i personen Michael, og ikke bare cykelrytteren Michael.

Hos Team Dimension Data bliver den dobbelte vinder af Danmark Rundt holdkammerat med blandt andre Lars Bak. Noget som Valgren ser frem til på grund af Lars Baks store rutine, som han håber, at Bak vil dele ud af.

- Jeg er vildt glad for at have Lars Bak med på holdet, og jeg er sikker på, at han kan støtte mig gennem de hårde tider, hvor det måske ikke går så godt, for det kommer også i cykelsporten. Lars er en skide god kammerat, siger Michael Valgren.

Michael Valgren sluttede søndag på en flot syvendeplads efter at have været toneangivende i finalen ved VM i landevejscykling i Innsbruck.