Fuglsang bliver kaptajn, Valgren får joker-rolle: Her er det danske VM-hold i cykling

Sprinteren Magnus Cort er ikke med i Danmarks VM-trup. Jakob Fuglsang er kaptajn og skal på medaljejagt.

Jakob Fuglsang bliver dansk kaptajn ved VM. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Under det kommende VM i cykling i østrigske Innsbruck hænger det danske medaljehåb i mændenes landevejsløb primært på Jakob Fuglsang.

Den danske OL-sølvvinder fra 2016 er kaptajn på det hold, som landstræner Anders Lund har udtaget. Desuden får Michael Valgren frie tøjler til at jagte et topresultat.

Det siger landstræneren ifølge en pressemeddelelse fra Danmarks Cykle Union.

- Jakob Fuglsang bliver den danske VM-kaptajn i Innsbruck. Han er det bedste danske bud på et topresultat og vil få meget stor støtte fra resten af holdet. En formstærk Michael Valgren får dog en fri jokerrolle i den tidlige finale.

- Jeg ved, at Jakob er meget motiveret, og at den sidste tids forberedelser er forløbet rigtig godt. Jakob er god til de hårde endagsløb, og hvis han rammer dagen, vil han være med fremme og søge sin chance, siger landstræneren.

Ikke plads til Cort

De to erfarne ryttere udgør det danske hold sammen med deres Astana-kollega Jesper Hansen samt Niklas Eg (Trek-Segafredo), Kasper Asgreen (Quick-Step), Mads Würtz Schmidt (Katusha), Matti Breschel (Cannondale) og Emil Vinjebo (ColoQuick).

Der er ikke blevet plads til sprinteren Magnus Cort, som i juli vandt en etape i Tour de France. Den lange og kuperede rute i Østrig appellerer ikke til et sprinteropgør om at komme i regnbuetrøjen.

I enkeltstart er Martin Toft Madsen (BHS-Almeborg) og Søren Kragh Andersen (Sunweb) udtaget.

- Vi kan have de største forventninger til Martin Toft Madsen. Han lå tæt på medaljerne, inden han styrtede ved European Championship i Glasgow, så han har noget at revanchere, siger Anders Lund.

I sidste uge blev kvindernes VM-hold udtaget. Ifølge landstræner Catherine Marsal er Cecilie Uttrup Ludwig det stærkeste landevejskort i truppen. Hun skal blandt andre have hjælp af Amalie Dideriksen og Annika Langvad.

De første konkurrencer ved VM er på søndag, når begge køn skal køre holdenkeltstart.

Landevejsløbene køres henholdsvis lørdag (kvinder) og søndag (mænd) i næste uge.

/ritzau/