Løkke på besøg i Alperne: Rigtig, rigtig god chance for dansk Tour-start

Lars Løkke Rasmussen er i de franske alper til Tour de France for at promovere det danske bud på en Tour-start i København.

For andet år i træk er statsminister Lars Løkke Rasmussen på besøg hos Tour de France-feltet. Formålet er at promovere det danske bud om en Grand Depart i København i 2019, 2020 eller 2021.

Denne gang besøger han løbet i Alperne på 17. etape sammen med den franske præsident Emmanuel Macron for at tale med Tour de Frances løbsdirektør Christian Prudhomme.

- Jeg tror, at det er vigtigt, at man skal holde sig til. Jeg var hernede sidste år, og Christian Prudhomme lægger vægt på, at vi viser, at vi vil det her, og det synes jeg, at jeg gør ved at komme her med den franske præsident, forklarer Lars Løkke Rasmussen ved målstregen på 17. etape i Serre-Chevalier.

- Til Prudhomme har jeg jo forklaret, hvorfor vi gerne vil have det og om den danske cykeltradition, som han faktisk også er bekendt med, forklarer den danske statsminister.

Det store problem for det danske bud er hovedsageligt, at der er rigtig langt fra Danmark til Frankrig, hvilket vil kræve en del transport.

Ikke en urealistisk plan

Tidligere er løbet dog startet i både Irland og England, så det er ikke urealistisk, og Lars Løkke Rasmussen er også meget optimistisk.

- Vi har jo sagt, at vi kan afholde det allerede i 19, det kan også være i 20 eller 21. Vi er fleksible, og fordi vi er fleksible og har et stærkt bud, som alle relevante myndigheder står bag sammen med Wonderful Copenhagen og Sport Event Danmark, forklarer Lars Løkke Rasmussen.

- Vi har også nogle stærke ryttere. Fuglsang viste sig rigtig flot ved det her løb, indtil han desværre måtte gå ud. Så jeg tror helt sikkert, at vi har en rigtig, rigtig god chance, siger han.

Danmark bød i første omgang på at få starten i 2018, men det er blevet afslået. De tre foreslåede etaper vil starte med en kort prolog i København, dernæst fra Roskilde over Storebæltsbroen til Odense og afslutningsvis fra Vejle til Sønderborg.