Tour de France til Danmark? Kronprinsen og Lars Løkke møder løbsdirektør

Tour de France-løbsdirektør Christian Prudhomme er på besøg i Statsministeriet til en snak om en mulig Grand Depart i Danmark.

I skrivende stund er Tour de France-løbsdirektør på besøg i Statsministeriet, hvor han mødes til en uformel frokost med statsminister Lars Løkke Rasmussen og HKH Kronprins Frederik til en snak om det danske bud på at få Grand Depart, der er den internationale vending for Tour de France-starten, til Danmark.

Christian Prudhomme er i København i forbindelse med den årlige generalforsamling i AIOCC, som er det internationale forbund for løbsarrangører, hvor han er præsident.

Danmarks officielle bud på Tour-starten faldt i juni 2016, hvor erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen sammen med Københavns nu genvalgte overborgmester Frank Jensen præsenterede planen i Paris.

Det danske bud omhandler tre etaper, hvor den første er en enkeltstart i København, efterfulgt af en etape fra Roskilde til Odense over Storebæltsbroen, afsluttet med en etape fra Vejle til Sønderborg.

Det danske bud var klar på starten i 2019, 2020 eller 2021, men i maj-måned offentliggjorde Tour-ledelsen, at starten i 2019 vil gå fra Bruxelles. Det valgte man at gøre, fordi det er 50-året for Eddy Merckx’ første samlede sejr i løbet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen forholdt sig dog meget optimistisk, da han sammen med den franske præsident Emmanuel Macron besøgte Christian Prudhomme under Touren i sommer.

Lars Løkke Rasmussen sammen med den franske præsident Emmanuel Macron og den franske stjernerytter Romain Bardet. (Foto: © pool, Scanpix)

- Vi har jo sagt, at vi kan afholde det allerede i 19, det kan også være i 20 eller 21. Vi er fleksible, og fordi vi er fleksible og har et stærkt bud, som alle relevante myndigheder står bag sammen med Wonderful Copenhagen og Sport Event Danmark, forklarede Lars Løkke Rasmussen dengang til DR Sporten

- Vi har også nogle stærke ryttere. Fuglsang viste sig rigtig flot ved det her løb, indtil han desværre måtte gå ud. Så jeg tror helt sikkert, at vi har en rigtig, rigtig god chance, sagde han.

Christian Prudhomme har ikke selv på noget tidspunkt været afvisende over for det danske bud, selvom han heller ikke har lovet noget endnu. Da Danmark indleverede deres officielle bud, var franskmanden interesseret.

- Mange siger, at København er verdens bedste cykelby, og det tror jeg faktisk, at jeg vil give dem ret i. Tour de France er det bedste cykelevent i verden, sagde Prudhomme i den forbindelse.

- Det er de forbindelser mellem hverdagscyklister og de professionelle, som er meget vigtige for os, forklarede han.