Sky-direktør: De andres tur til at angribe

Team Skys danske direktør, Carsten Jeppesen, mener, at det nu er på tide, at de andre hold skal vise, hvad de kan.

Team Sky er kommet godt ud af den første uge af Tour de France. Chris Froome er i den gule førertrøje med godt et minut ned til den værste konkurrent Alberto Contador. I dag rammer feltet Pyrenæerne, og ifølge Team Skys danske direktør skal de andre hold nu til at angribe.

- Froome er foran, så det er ikke ham, der skal ud at angribe. Det er de andre, der skal ud og vise, hvad de kan nu, vi kan køre henholdende, for Froome har et minut til Contador og to minutter til Nibali og Quintana, siger Carsten Jeppesen, holdets tekniske direktør.

- Nu begynder det at gå opad, og det er et helt andet cykelløb, som passer os godt. Det er nemmere for favoritterne og deres hold at have deres folk i deres rigtige positioner. Rytterne har kørt lidt over en uge, og de er trætte, og feltet sætter sig. Derfor er der lidt mere plads til den gule trøje, siger han.

Klar til Pyrenæerne

Tirsdag rammer feltet den første alvorlige stigning, når etapen slutter på La Pierre-Saint Martin, der med sine 7,4 i gennemsnitlig stigningsprocent over 15,3 kilometer vil volde mange af rytterne problemer.

- Umiddelbart er Pyrenæerne ikke så hårde som Alperne, men det kommer meget an på, hvordan det bliver kørt. Der er ingen tvivl om, at på den første rigtige dag i bjergene, bliver der gået til stålet. Men jeg tror, at der bliver forholdsvis små afstande på etapen, Touren bliver ikke afgjort her, siger Jeppesen.



Han slår fast, at Chris Froome både fysisk og mentalt er i god form inden bjergene.

- Umiddelbart er han meget afslappet. Det har ikke været så stresset, det har været lidt afdæmpet i år i forhold til andre år. Det har været et fantastisk cykelløb, så der har været en masse cykelløb at snakke om i stedet for alle de små historier. Det har været et helt andet humør, og Froome virker til at være på toppen.