Tour de France blev på mandagens hviledag ramt af en trist nyhed. Den 37-årige Tinkoff-Saxo-rytter Ivan Basso har trukket sig fra løbet efter at være diagnosticeret med testikelcancer. Det meddelte en fattet Basso selv på Tinkoff-Saxos pressemøde i dag.
Tabet af italieneren kan blive betydningsfuldt for Saxo-Tinkoff, der naturligvis kører for at skaffe Alberto Contador den samlede sejr i verdens største cykelløb. Det mener DR Sportens cykelkommentator Henrik Liniger.
- Uanset hvem, de havde mistet, ville det have haft betydning, for de er altså oppe imod et fuldtalligt Team Sky, som ser ud til næsten ikke at have nogle svage punkter, og et fuldtalligt Moviestar team, som heller ikke for alvor er blevet udfordret endnu. At det så er Ivan Basso, der ryger ud, det betyder selvfølgelig noget manglende rutine, siger Henrik Liniger.
- Basso er jo en anden rytter i dag, end han var for 10 år siden, hvor han var den store klassementsrytter og Bjarne Riis’ holdkaptajn. I dag er han der med sit store overblik, store rutine og som en vigtig hjælper i bjergene. Så selvfølgelig er det af betydning for Tinkoff-Saxo og Contador, at de mister ham.
Et stort samlingspunkt
Nu er det i stedet op til Tinkoff-Saxo-kaptajnen og hans løjtnant selv at hente Chris Froomes og Team Skys forspring.
- Bassos betydning som samlingspunkt har været ret stor, og det er også en af de væsentligste grunde til, at han overhovedet har været med på touren.
- Jeg tror, han kunne have været en vigtig hjælper både taktisk og også i starten af stigningerne, men der er ingen tvivl om, at det er Contador og Roman Kreuziger, der skal til at vise noget nu, siger Henrik Liniger.
Spanske Alberto Contador er i øjeblikket på femtepladsen i klassementet – 1’ 03’’ efter Chris Froome.
I morgen tirsdag rammer feltet Pyrenæerne og dermed årets første reelle bjergetape.