Ivan Basso forlader Tour de France på grund af han har fået konstateret testikelkræft, oplyser Saxo-Tinkoff på dagens pressemøde.
Italieneren siger selv på pressemødet, at han efter et styrt på 5. etape havde svært ved at sidde på cyklen, fordi han havde smerter i skridtet.
Det blev efterfølgende undersøgt på hospitalet, og de undersøgelser afslørede ifølge italieneren altså en knude i den venstre testikel.
Hjem til Italien
- Efter samråd med lægen tog jeg i dag på hospitalet for at blive skannet, og det var desværre dårlige nyheder. Skanningen viste en lille knude på den ene testikel, lyder det fra den 37-årige italiener.
Ivan Basso forlod efter pressemødet holdet i Tour de France og tog hjem til Italien for at blive undersøgt nærmere.
- Det har givet et kæmpemæssigt chok i Tinkoff-Saxo lejren. Der er ikke nogen, der har lyst til at tale om cykelløb i dag. Det er både en kollega og en ven, der har fået konstateret en alvorlig sygdom, så det kommer til at tage tid at komme sig over her i holdets lejr, fortæller DR Sportens cykelkommentator, Henrik Liniger.
Ud over at det naturligvis er meget dårlige nyheder for den karismatiske italiener, så er det også en klar svækkelse af holdets ambition om Alberto Contador som vinder af Tour de France.
Kaptajnen selv har da også sendt en hilsen til Ivan Basso på twitter.
- En svær dag. Lægerne har opdaget et alvorligt helbredsproblem med Ivan Basso. Alt kommer til at blive godt. Vi ses i Paris, lyder beskeden fra Contador.
https://twitter.com/albertocontador/status/620576354711552002
Se Ivan Basso på dagens pressemøde øverst i artiklen.