Den danske Tour-start risikerer at blive udsat til 2022.
Det siger Københavns overborgmester Frank Jensen (S), som også er bestyrelsesformand i selskabet bag den danske Tour-start.
- Coronapandemien påvirker alle store sportevents. Det rykkede ved EM i fodbold og OL, og det påvirker så også Tour de France. Og det gør også, at vi er i dialog med Tour de France-arrangørerne om, hvordan vi skal placere Tour de France i Danmark i 2021, eller om det muligvis skal flyttes til 2022, siger Frank Jensen til DR.
Borgmestrene fra Roskilde Kommune og Sønderborg Kommune, som er medarrangører af den danske Tour-start, fortalte i går, at de lige nu er usikre på, hvornår Tour-feltet kommer til Danmark. En melding, der kom i kølvandet på, at den franske region Bretagne ifølge mediet Le Télégramme er blevet spurgt til potentielt at overtage Tour-starten i 2021.
I går afviste overborgmester Frank Jensen at kommentere på historien. Men nu fortæller han nyt:
- Det er mest sandsynligt, at Tour-starten i Danmark flyttes til 2022. Vi prøver at få det til at ske i 2021, men hvis vi holder fast i 2021, bliver det meget klemt. Det vil give bedre eksponering til løbet i Danmark, hvis man venter et år og ikke forcerer Tour-starten igennem næste år.
- Det kommer ikke på tale, at Touren ikke kommer til Danmark og København.
Skal den danske Tour-start rykkes et år, kommer der til at følge en ekstraregning med. En regning, som Frank Jensen endnu ikke kender beløbet på eller ved, hvem der skal betale.
- Det er mere og mere sandsynligt, at det bliver 2022, men der kommer selvfølgelig en ekstraregning. Jeg kan ikke sige noget om, hvor stor den bliver. Det har vi sat vores sekretariat i gang med at regne ud. Og hvordan regningen for en udskydelse så skal betales, drøfter vi med ASO og vores øvrige partnere. Forhandlingerne om en ekstra regning startede i går.
Et puslespil med OL og EM
I juni kunne DR Sporten fortælle, at Tour-arrangøren ASO havde henvendt sig til den danske delegation bag Tour-starten og bedt om at få ændret datoerne.
Tour de France 2021 skal efter de nuværende planer begynde 2. juli, men de franske arrangører håber at flytte startdatoen en uge frem for ikke at kollidere med OL i Tokyo.
Dengang afviste overborgmester Frank Jensen, som også er bestyrelsesformand i selskabet bag den danske Tour-start, at man kunne ændre på datoerne. København skal nemlig også være vært for kampe ved EM i fodbold.
DR Sporten har været i kontakt med ASO, som fortæller, at de ikke har kommentarer til sagen.
Direktøren for selskabet bag den danske Tour-start, Alex Pedersen, oplyser også til DR Sporten, at han ikke har yderligere kommentarer.