Danmark skal være vært for starten af Tour de France i 2021. Eller skal vi?
'Grand Depart' for verdens største cykelløb i 2021 er blevet en varm kartoffel, og torsdag beretter det franske medie Le Telegramme, at regionen Bretagne er blevet spurgt til potentielt at overtage Tour-starten i 2021.
I juni kunne DR Sporten fortælle, at Tour-arrangøren ASO havde henvendt sig til den danske delegation bag Tour-starten og bedt om at få ændret datoerne.
Tour de France 2021 skal efter de nuværende planer begynde 2. juli, men de franske arrangører håber at flytte startdatoen en uge frem for ikke at kollidere med OL i Tokyo.
Dengang afviste Københavns overborgmester Frank Jensen (S), som også er bestyrelsesformand i selskabet bag den danske Tour-start, at man kunne ændre på datoerne. København skal nemlig også være vært for kampe ved EM i fodbold.
Direktøren i selskabet bag den danske Tour-start, Alex Pedersen, vil ikke kommentere historien fra Le Telegramme, men skriver i en sms til DR Sporten:
- Vi kan ikke deltage i spekulationer. Bestyrelsesformand Frank Jensen har sendt brev til ASO med den danske holdning, hvor vi giver udtryk for, at det er meget svært at flytte de danske datoer.
- Vi kommer med en samlet melding, når der foreligger en konkret løsning - hvilket forventeligt sker inden for de nærmeste uger.
DR Sporten har talt med borgmestrene i Roskilde Kommune og Sønderborg Kommune, som begge er medarrangører af den danske Tour-start. Begge fortæller, at de ikke har kendskab til, at ASO skulle være i forhandlinger med regionen Bretagne om en potentiel overtagelse af Tour-starten i 2021.
- Det er ikke noget, jeg er blevet orienteret om. Vi afventer stadigvæk en tilbagemelding fra franskmændene i forhold til det svar, vi har givet på deres ønske om at rykke datoen for Tour-starten i Danmark. Det er de ikke vendt tilbage med et svar på endnu, siger Erik Lauritzen, borgmester i Sønderborg Kommune og formand for Sønderborg Kommunes politiske styregruppe for arbejdet med Tour de France.
Men har I de danske aktører imellem drøftet muligheden om en plan B, hvor den danske Tour-start udskydes til 2022, hvis I ikke kan nå til enighed med Tour de France-ledelsen om startdatoen i 2021?
- Det har strejfet os, at det kunne ende der. Coronavirusset kan jo også været så længe om at klinge af og giver nogle udfordringer, som gør, at vi alligevel skal til at kigge på en plan B. Derfor har tanken selvfølgelig strejfet os. Men det ville være en meget stor udfordring. Med alle de aftaler, der allerede er indgået, vil det være voldsomt at skulle udskyde i et år.
Til samme spørgsmål svarer Tomas Breddam, Roskilde Kommunes borgmester, følgende:
- Det ved jeg ikke, om vi har drøftet. Men det er ikke et scenarie, der er lige foran. Vi har jo rigtig mange ting oppe at vende lige nu. Blandt andet hele corona-situationen i forhold til, om vi overhovedet kan køre cykelløb næste år. Alt i alt har alle sten været vendt i det her, men der er ikke noget specifikt om, at vi nu skal lave en plan B for 2022.
Ingen kommentarer fra København og Bretagne
Både Erik Lauritzen og Tomas Breddam fortæller til DR Sporten, at der senere i dag skal være orienteringsmøde mellem kommunernes kommunaldirektører og Alex Pedersen fra Grand Départ i 2021 om seneste nyt. Det er ikke et beslutningsmøde, hvor bestyrelserne deltager, understreger Roskilde Kommunes borgmester.
I dag var der ingen kommentar fra Københavns overborgmester, Frank Jensen.
- Frank Jensen er på ferie og har ingen kommentarer, siger overborgmesterens pressefolk til DR Sporten.
Det samme gør sig gældende for Nyborg Kommune, der er målby på anden etape.
- Vi ved ikke noget. Vi kommenterer ikke på rygter, lyder det til DR Sporten.
DR har talt med presseansvarlig ved Région Bretagne Rose-Marie Louis, som oplyser, at man ikke vil udtale sig om sagen i dag.
Regionen Bretagne har tidligere ansøgt om at komme i spil som startby i henholdsvis 2024 (året for Tour-legenden Bernard Hinaults 70-års fødselsdag) eller i 2025 (40-året for Hinaults femte Tour-sejr).