Endelig.
Sådan må det føles for rutinerede Alejandro Valverde, efter den 38-årige spanske cykelrytter søndag fejrede en kæmpe triumf og blev verdensmester på landevej i Østrig.
I linjeløbet var Valverde blandt favoritterne, og efter at danske Michael Valgren havde vist imponerende kørsel mod slutningen af løbet, tog Valverde over sammen med en række ryttere, da sidste omgang gik ind i sin slutfase.
Efter seks VM-medaljer var spanieren hurtigst i spurten foran franske Romain Bardet og canadiske Michael Woods, og Valverde kunne dermed juble over sit VM-guld.
Valgren sled sig igennem den utrolig hårde afslutning og kom i mål som nummer syv.
VM-ruten var blandt de hårdeste i mange år, og den bød på hele 4670 højdemeter og 258,5 kilometer i det krævende terræn med mange stigninger.
Starten gik i Kufstein, og målstregen lå i Innsbruck.
Rytterne skulle køre 90 kilometer, før de ramte en rundstrækning på 23,8 kilometer. Den skulle køres igennem seks gange, men sidste omgang var udvidet til 31 kilometer.
Danske Kasper Asgreen var med i et udbrud på i alt 11 ryttere, der havde et stort forspring, som dog gradvist skrumpede ind helt efter planen.
Med 22 kilometer igen sluttede løbet for Asgreen, da resterne af udbruddet blev kørt ind på sidste omgang, men i stedet tog Michael Valgren over.
Valgreen viste enorm styrke og placerede sig forrest i feltet af favoritter og kørte solo.
Med 15 kilometer igen havde danskeren et forspring på 20 sekunder, inden en voldsom stigning ventede, men her sluttede det for Valgren, og Alejandro Valverde overtog den helt store scene.
/ritzau/