Det hårdeste VM nogensinde venter søndag, mener nogen. Selvom det er svært at konkludere, før løbet overhovedet er kørt, så er der alligevel en del i cykelmiljøet, som er kommet med den udmelding, når de har kigget på årets rute.
- Da vi testede ruten i dag var jeg og mine ryttere virkelig målløse, lød det fra den italienske landstræner Davide Cassani tidligere på året ifølge cyclingweekly.
Ruten er ud fra det samlede antal højdemeter ikke den hårdeste nogensinde, men der er andre faktorer, der er i spil. Rytterne skal eksempelvis over Igls-stigningen syv gange i løbet af de 265 kilometer. Det er ikke den sværeste stigning med sit gennemsnit på 5,7 procent over knap otte kilometer, men når den først er passeret fjerde, femte og sjette gang, så begynder det at gøre ondt.
Men det stopper ikke der. Manges bud på et højdepunkt på forhånd er den absolut sidste stigning på ruten - Gramartboden.
Den afsluttende stigning mindre end ti kilometer fra mål er med sine 28 procent nemlig så stejl på et tidspunkt, at den for alle andre end de professionelle topryttere vil være umulig at kommer over på en cykel.
Det betyder formentlig, at det kun er de rene bjergryttere, der har en reel chance for at blive verdensmester i år.
Det havde da også sin indflydelse på den danske landstræner Anders Lunds udtagelse til løbet. Han var ellers i den favorable situation, at han kunne udtage otte ryttere til løbet. Men det var ikke så nemt, som det måske plejer at være, når ruten er mere menneskelig.
- Ruten er meget speciel og krævende, så det er vanskeligt at finde otte specialister til sådan en rute, men det bliver ikke noget problem at finde otte kompetente ryttere, sagde Anders Lund til DR tidligere på måneden.
Danmark kommer derfor kun med et enkelt seriøst bud som vinder i Jakob Fuglsang, mens Michael Valgren får en jokerrolle. Og det er den samme situation for mange af de andre nationer ved VM, og det er ikke alle, som er lige stor fan af det.
De største kritikere af ruten mener, at den udelukker for mange potentielle vindere. Kun de absolut bedste bjergryttere har en chance for at blive verdensmester i Østrig.
Et VM skal ifølge kritikerne være på en rute, hvor alle har en chance for at vinde. Men det bjergrige terræn betyder, at de tungere ryttere ikke har en chance for at vinde. Den tankegang er Brian Holm dog ikke enig i.
- Jeg synes jo, at det er fantastisk med et rigtig hårdt løb. Det er fedt, når der er en rute for sprintere, så det er selvfølgelig også godt, når der er for bjergrytterne. Der skal være noget for alle. Dem som ikke kan lide ruten i år får sikkert en ny chance et af de kommende år, forklarer han.
Colombia i 1995
Og Brian Holm har endda prøvet det på egen krop. Fordi når man taler om de absolut hårdeste VM-ruter nogensinde, så bliver Colombia altid nævnt. Det var en rute, hvor ikke meget af løbet foregik under 2000 højdemeter.
Brian Holm var i sin tid som professionel ikke en af dem, som elskede det bjergrige terræn. Alligevel var han en del af det danske landshold, da VM skulle køres i Colombia i 1995. En rute, der stadig den dag i dag, er berygtet som den hårdeste nogensinde.
- Ja, det løb husker jeg tydeligt, forklarer Brian Holm.
Han var afsted med et ramponeret landshold, der havde været igennem alle mulige udfordringer op til løbet. Bjarne Riis var styrtet i Vuelta a España lige op til, hvor han brækkede en ryghvirvel og derfor var uaktuel til VM.
Men også andre udfordringer ramte landsholdet, der var rejst til Colombia to uger før starten på løbet for at vænne sig til højderne. Det var mildt sagt kaos.
- Det var mit debutår som professionel, så det var lidt af en oplevelse, forklarer Michael Blaudzun, der kom med på yderste mandat.
- Det var i slutningen af sæsonen, og som førsteårsprofessionel var jeg mere eller mindre udbrændt. Der var ikke så mange andre, der var friske på at tage derover, og det var en af grundene til, at jeg kom med derover, siger han.
Træningsture foregik med soldater omkring sig bare for at undgå at blive kidnappet. På et tidspunkt passerer rytterne endda et lig, men Brian Holm beskriver dog, at soldaterne tog det meget roligt.
Vi er på træningstur, og så besvimer Peter Meinert pludselig. Han siger selv, at det første, han kan huske, var Jesper Worre, der spørger 'er du i live Peter?', forklarer Brian Holm.
Og uheldene stopper ikke der. Den forsvarende amatørverdensmester Alex Pedersen bliver pludselig alvorligt syg, og efterfølgende viser det sig, at han er ramt af hjernehindebetændelse (meningitis). Det var noget, der reelt set satte en stopper for karrieren.
- Vi var derovre 14 dage forinden bare for at vænne os til højden, fordi det var oppe i 2500 meters højde. Det var en speciel oplevelse, men det var bestemt også noget af det, jeg husker på, når jeg tænker tilbage i karrieren, fordi det hele var ganske exceptionelt på alle mulighed måder, siger Michael Blaudzun.
Decideret bjergløb
Selve løbet var selvfølgelig også en oplevelse. Grundet løbets terræn og geografisk placering var fremmødet ikke specielt imponerende. Flere profiler havde valgt at blive i Europa, og der var kun 100 ryttere, som rullede over startstregen.
Danmarks bedste kort var Rolf Sørensen, mens Brian Holm, Michael Blaudzun og Claus Michael Møller bare skulle overleve så længe som muligt.
- Der var 100 bjergryttere til start og så mig. Det var en sørgelig indsats fra dansk side. Rolf kørte rigtig stærkt og leverede en fantastisk præstation på den rute der. Vi andre blev kastet ind i forplejningszonen i løbet af cykelløbet, forklarer Michael Blaudzun.
Rolf Sørensen blev nummer ni, men han kom først i mål to minutter efter den spanske vinder Abraham Olano. Han vandt løbet foran sin landsmand og femdobbelte Tour de France-vinder Miguel Indurain samt Marco Pantani.
- Det var et decideret bjergløb. Måske var det et af de hårdeste løb i historien. Det var bare op og ned af et bjerg i 250 kilometer. Jeg kan huske, at det blev en kort affære for mit vedkommende. Jeg var førsteårsrytter, så det var en ilddåb, der ville noget, siger Michael Blaudzun.
En anden som også mærkede den voldsomme rute på kroppen var faktisk den danske landstræner for kvinderne Catherine Marsal. Tilbage i starten af 90’erne var hun blandt verdens bedste kvindelige ryttere, og i Colombia henter hun en sølvmedalje efter sin franske landskvinde Jeannie Longo.
- På stigningen var du som en fisk. Du kæmpede bare for at få ilt ned i lungerne, fordi luften var så tynd deroppe. Jeg kan tydeligt huske den hede og smerte, som du skulle igennem, fordi der var så lidt ilt. Det var en følelse, som jeg aldrig vil glemme, forklarer Catherine Marsal.
Men kan man så sammenligne årets rute i Østrig med ruten i Colombia for 23 år siden? De er begge hårde og skabt til bjergryttere, men spørger man Marsal, så synes hun stadig, at Colombia var hårdere af en simpel årsdag.
Rytterne vil ikke mærke de samme problemer i det her løb i Østrig, fordi dengang startede man i 2000 meters højde, og så højt kommer man slet ikke her. Det vil være nemmere at trække vejret end i Colombia. Der vil selvfølgelig også være smerte i benene, men det vil være på en anden måde, siger Catherine Marsal.
Herrerne kører deres løb fra klokken 9.30 søndag. Det er noget, som man kan se i fjernsynet på TV 2 Sport, men man kan også følge med i radioen i LIGA på P3, hvor Henrik Fallesen er med fra Innsbruck og vil kommentere løbet.